TEOLOGI sig för Hammurabi och överräckte lagen till honom. I den israelitiska religionen var t. vanliga. Jahve uppenbarade sig för Mose och andra religiösa ledare. Jahves uppenbarelseplats var i första hand berget Sinai*. Åska, tordön, blixt, storm, jordbävningar o.s.v. åtföljde honom, där han visade sig, 2 Mos. 19: 10 ff. Vanligt var, att ett ljusfenomen av ett eller annat slag åtföljde t.: 1 Mos. 15: 17. Den plats, där Jahve visade sig í t. blev helig: 1 Mos. 28:17; 2 Mos. 3: 8—9; Jos. 5: 15; Dom. 6: 22. Kyrkofäderna använde begreppet t. liktydigt med inkarnation*, alltså Guds uppenbarelse i Kristus. Litt.: African ideas of God, ed. by E. W. Smith (London 1950; innehåller många ex. på t. i afrikansk religion); R. H. Lowie, Primitive religion (London 1936; t. hos indianerna); E. Rohde, Psyche (Tübingen 1925; ger ex. på t. från grekisk religion); J. Lindblom, Israels religion i gammaltestamentlig tid (2 ed. Sthm 1953); H. Gressman, Mose und seine Zeit (Göttingen 1913); P. Volz, Das Dämonische in Jahwe (Tübingen 1924); samtliga dessa arbeten behandlar t. i israelitisk religion. R. Otto, Das Heilige (Gotha 1925; behandlar t. utifrån helighetsbegreppets synpunkt). Oj P. TEOLOGI betyder egentlig »tale om Gud» (ikke »videnskab om Gud»). Aristoteles kalder den del af filosofien, som handler om Gud, verdens årsag, for t. I forlængelse af denne sprogbrug bruges t. i middelalderen sædvanlig i snæver betydning om den del af læren (i filosofi og i kirkelære), der omhandler gudsbegrebet. Den samlede kristne lære (t. i moderne betydning) kaldtes doctrina sacra (den hellige lære). I nyere tid har den videre betydning sejret. T. betyder da hele det tankearbejde hvorved den kristne »tale om Gud», den kirkelige forkyndelse, kritisk undersøges, begrundes og retledes i det omfang, hvori denne forkyndelse kan ses som et under ansvar udført menneskeligt arbejde. T. inddeles som regel i eksegetisk, historisk, systematisk og praktisk t. Eksegetisk t. (G.T., N.T.) tolker med anvendelse af almindelig filologisk og historisk-kritisk metode de bibelske skrifter, som er forkyndel- 863 sens kilde. Den historiske t. (kirke- og dogmehistorie, missionshistorie, konfessionslære) undersøger det forkyndte bibelord i dets vekselvirkning med ideer og begivenheder gennem tiderne. Den systematiske t. (dogmatik, etik, religionsfilosofi) undersøger det bibelske budskabs indre sammenhæng (dogmatik) og dets gyldighed i forhold til samtidige tanke- og livsformer (religionsfilosofi og etik). Den praktiske t. undersøger det bibelske budskabs konkrete udformning i prædiken, kultus, undervisning og kirkeorganisation (homiletik, kateketik, liturgik, kirkeret). I nyere tid har spørgsmålet om t.s m etode ofte været drøftet. For den eksegetiske og historiske t.s vedkommende hersker der, bortset fra yderliggående bibelortodoksi (fundamentalisme), enighed om, at t. må anvende samme metoder som anden filologisk og historisk forskning. Inden for systematisk t. pågår diskussionen stadig. Forskellige teologiske skoler anvender forskellige metoder. »Biblicistisk» t. lader systematisk t. gå op i eksegesen, idet den vil lade bibelens egne ord svare på alle spørgsmål uden at gå ind på de problemer, som bibelens møde med vor egen tids forudsætninger rejser. »Traditionalistisk» t. tilkender den kirkelige overlevering en afgørende rolle i den aktuelle forståelse af det historiske bibelbudskab. »Religionsfilosofisk» t. lader en ad filosofisk vej vunden forståelse af religionens væsen eller kategori optræde som kritisk regulator ved fremstillingen af budskabet, og »kerygmatisk» t. (af græsk xýpvYypa prædiken) søger at forstå den fortidige bibeltekst i dens egenskab af aktuelt budskab undertiden med udskilning af formentlig »forældede» elementer (»afmytologisering», d.v.s. de bibelske forfatteres »forældede mytologiske» forestillinger skrælles af, for at den uforanderlige »kerne» i budskabet kan komme frem). Ortodoksien og fundamentalistiske retninger er biblicistiske, den liberale t. i Schleiermachers fodspor religionsfilosofisk, katolicismen og katolicerende retninger traditionalistisk og den dialektiske t. kerygmatisk (K. Barth og E. Brunner modstandere, R. Bultmann og F. Gogarten tilhængere af »afmytologisering»). 864