med ringere værenskarakter har voldt vanskeligheter for en kraftfull gjennomføring av den historiske äåpenbaringstanke, bl.a. hos K. Barth, som oppstiller en slags teologisk relativitetsteori, hvoretter t. dels er skapelsens opprinnelige t., dels syndefallets fortapte t., dels åpenbaringens t., som igjen faller i forventningens, oppfyllelsens og erindringens t. (Kirchl. Dogm. I: 2 1939, s. 50— 133). Tanken om evighetens bare punktuelle berøring med t.i »øyeblikket» (Kierkegaard!) spiller en stor rolle hos Bultmann, som i tilknytning til Heidegger tar t. inn i sin eksistensiale interpretasjon av menneskets situasjon og konsentrerer den i valgets »eskatologiske nu» ansikt til ansikt med Kristusåpenbaringen i forkynnelsens ord. Beslektede tanker kom i 1920-årene til uttrykk hos Tillich (tidens midte, tidens fylde, kairos) og H. W. Schmidt (nunc aeternum, evighet som » Vollzeitlichkeit» og »besondere Art der Gegenwart Gottes in der Zeit»), men hos begge med en positiv vurdering av t. i en frelseshistorisk-eskatologisk sammenheng. Tanken om Kristus som historiens midte er hos O. Cullmann forenet med et lineært bilde av frelseshistorien. Innflytelsen fra Bergsons forestilling om durée réelle spores tydelig i K. Heims tanke om t.s før-objektive, spontane og evighetsåpne øyeblikksfase (»Raum A») i motsetning til den statisk avsluttede, objektivt målbare fortidsfase (»Raum B»). Overhodet er begrepet t. sterkt fremme i nutidens teologiske debatt. Tendensen går i retning av å søke en spesifikt teologisk forståelse, som enten direkte er hentet fra, eller i det minste gjør rett mot, bibelsk virkelighetsoppfatning og kristen tro. Fire motiver trer særlig frem: 1) Guds opphøyde majestet over all t.s og timelighets begrensning. 2) T.s virkelighet for Gud og Guds virkelighet i t. i kraft av skapelse, forsyn, åpenbaring og inkarnasjon. Gud er den levende Gud, og hans evighet betyr »den gudomliga kärlekens suveränitet i förhållande till tiden» (Aulén). 3) T. som det personlige livs dimensjon, stedet for det avgjørende eksistensvalg. 4) T. som teleologisk-eskatologisk retningsbestemmelse og håpets dimensjon. 893 P TIDEBØN Særskilte problemer byr bestemmelsen av skapelse—syndefall og profeti—oppfyllelse i forhold til t.s dimensjon. Forsøk på samtenkning av t. og evighet foreligger fra gammelt av i læren om Guds presciens og predestinasjon*, om Kristi preeksistens* og om mellomtilstanden mellom døden og den endelige oppstandelse (se Livet efter døden). Se også Evighet. Litt.: K. Schjelderup, Religionens sandhet i lys av den relativitetsteoretiske virkelighetsoppfatning (diss. Kristiania 1921); M. Schlick, Raum und Zeit in der gegenwärtigen Physik (4. ed. Berlin 1922); J. Volkelt, Phänomenologie und Metaphysik der Zeit (München 1925); K. Heim, Glaube und Leben (Berlin 1926); dens., Glaube und Denken (Der evangelische Glaube und das Denken der Gegenwart 1, 4. ed. Berlin 1938); Kairos. Zur Geisteslage und Geisteswendung, hrsg. v. P. Tillich (Darmstadt 1926); H. W. Schmidt, Zeit und Ewigkeit (Gütersloh 1927); E. Husserl, Vorlesungen zur Phänomenologie des inneren Zeitbewusstseins (Jahrbuch für Philosophie und phänomenologische Forschung 9, Halle/Saale 1928); M. Heidegger, Sein und Zeit (4. ed. Halle/ Saale 1935); H. Bergson, Essai sur les données immédiates de la conscience (36. ed. Paris 1938); R. Bultmann, Offenbarung und Heilsgeschehen (München 1941); Th. Boman, Das hebräische Denken im Vergleich mit dem griechischen (diss. Oslo, Göttingen 1952); H. Ott, Geschichte und Heilsgeschichte in der Theologie Rudolf Bultmanns (Tübingen 1955). J.B. H. TIDEBØN, bøn med fast form, der for en stor del er sammensat af bibelord, og som bedes på bestemte tider af døgnet (de kanoniske tider). Den kristne kirke havde fra jødedommen arvet skikken at bede tre gange dagligt, kl. 9, 12 og 15 (Ap.G. 2:15, 10:9, 3:1). Flere kirkefædre betoner værdien af daglig morgen- og aftenbøn. Den egentlige t. er opstået i 3000-tallet, hvor forfølgelsernes ophør medførte muligheden for at udbygge de offentlige gudstjenester, og hvor munkevæsenets udvikling betød, at et stort antal mennesker fik bøn og bibellæsning som en af deres væsentligste opgaver. Synoden i Laodikæa (ca. 360) foreskriver to daglige bedegudstjenester. Munkene kunne imidlertid ikke nøjes med to daglige be- 894