TIDEBØN degudstjenester. Ud fra Ps. 119:164: »Jeg priser dig syv gange dagligt», blev t.s antal efterhånden fastlagt til syv, foruden vågegudstjenesten om natten. Denne sidste havde iøvrigt meget gamle rødder i menighedens liv (Ap.G. 20: 7). Princippet i munkenes t. var stort set det, at samtlige bibelske salmer skulle bedes igennem på en uge, at resten af bibelen skulle gennemgås på et år, og at bibelstoffet skulle være indrammet af lovsang og bøn. Den endelige udformning af t. i Vesterland skyldes for en stor del Benedict af Nurcia (d. ca. 550). I store træk er den vesterlandske t. således opbygget: Nocturnerne (nattebønnerne) har i tidens løb fået fællesbetegnelsen »Ad matutinum » (om morgenen), fordi de i middelalderen blev bedt meget tidligt om morgenen. Nu er det tilladt — og i praksis meget almindeligt — at henlægge dem til den foregående dags eftermiddag eller aften, som det i det hele er almindeligt, at man af praktiske grunde forskyder de enkelte t. fra de kanoniske klokkeslet. Efter en indledning (Ps. 94 og en hymne) følger om hverdagen én, på søn- og festdage tre nocturner, der hver består af tre salmer, Fadervor, en kort bøn samt tre læsestykker, hver efterfulgt af et responsorium (musikalsk rigt udformet vekselsang); om søndagen og adskillige andre dage erstattes det sidste responsorium med »Te Deum». Læsestykkerne er i den første (på hverdage eneste) nocturne bibelske, fortløbende, men i udvalg. I den anden nocturne læses om søndagen stykker af kirkefædrenes »sermoner» (tematiske prædikener), på helgenfester afsnit af den pågældende helgens legende. I den tredje nocturne læses i regelen en kirkefader-prædiken over dagens evangelium. Laudes (opr. »Ad laudes matutinas», ved morgenlovprisningerne, bedes nu normalt i direkte fortsættelse af matutinen) og vesper (opr. »Ad laudes vesperas», ved aftenlovprisningerne) er stort set ens opbygget: salmer, ganske kort skriftlæsning, hymne, »Benedictus» (Luk. 1:68—79, i laudes) eller »Magnificat» (Luk. 1:46—55, i vesper) og bønner. 895 De tre små dagtider ferts, sext og non (ved den 3., 6. og 9. time, altså kl. 9, 12 og 15) er alle ganske ens opbygget: hymne, salmer, skriftlæsning og bønner. De to senest udformede t., prim (ved den 1. time, en morgenbøn, der følger efter laudes) og completorium, (fuldendelse af dagens bønner, en sidste aftenbøn efter vesperen) er mere komplicerede i deres opbygning. Principielt er de opbygget som de små dagtider, men til dem begge er føjet et udførligt fælles-skriftemål, en festlig, kort vekselsang (»responsorium breve») og en række bønner. I prim lyder om søndagen Athanasianum; og »Nunc dimittis» (Luk. 2: 29—32) har sin faste plads i completorium. Alle bibelske salmer indrammes af antifoner, korte omkvæd, der for en stor del veksler med kirkeåret. I slutningen af hver salme synges »Ære være Faderen og Sønnen og den Helligånd o.s.v.» (det »lille gloria»), hvorved det Nye Testamentes lys kastes ind over den gammeltestamentlige salme. Bønnerne er dels kollekter* (for en del de samme, som bruges i messen), dels vekselbønner (preces), der hovedsageligt er sammensat af bibelord. De enkelte led indledes eller afsluttes med versikler, korte bibelske vekselbønner. I middelalderen og endnu i den rom.-kat. kirke påhviler det alle ordens- og kannikesamfund at udføre t. i fællesskab, i domkirker og mange klostre i sungen form. Fra 1200-tallet er det pålagt alle rom.-kat. gejstlige fra subdiakon og opad at læse t. dagligt som privatbøn (heraf betegnelsen »officium », pligt). Dette medførte, at man foruden de gamle, til kortjeneste beregnede bøger, som »Psalter» (de bibelske salmer), »Antifonale» (salmer og antifoner til alle t. undt. matutin), »Responsoriale» (salmer og responsorier til matutin), »Lectionarium» (læsestykker), »Hymnarium» (hymner) m.fl. fik en bog (nu ofte i fire bind, en for hver årstid) »Breviarium» (udtog, på dansk farebog — fordi man kunne tage den med sig på rejser — eller tidebog), hvori alt t.-stof var samlet. I almindelige sognekirker holdtes i middelalderen normalt ikke t., i større kirker dog 896