nogle steder vesper på søn- og helligdage samt eventuelt på den forudgående aften. Fromme lægfolk brugte i senmiddelalderen jævnligt at læse forkortede t., i regelen » Vor Frue små tider» el. lign., hvor der var et minimum af hensyntagen til kirkeåret. Man havde også nogle »rimofficier», hvor t. var udsat på vers! De forskellige ordener og stifter havde deres egne breviarier, med ret store indbyrdes afvigelser. T. blev i senmiddelalderen en tung byrde, bl. a. fordi mange t. måtte læses dobbelt på sammenfaldende festdage eller af hensyn til bestilte tider for en afdød eller p.g.a. en forpligtelse til at læse Vor Frue tider ekstra. Desuden var der i tiden op mod reformationen en stigende utilfredshed med det ofte meget apokryffe helgenstof og med det i mange tilfælde alt andet end klassiske latin. Dette er baggrunden både for reformatorernes ændring af t., og for den grundige revision, der resulterede i det på franciskansk skik hvilende »Breviarium Romanum» (1568), grundigt revideret 1915 og forenklet 1956, som nu er næsten enerådende inden for romerkirken. Visse ordener har dog stadig deres eget breviar. I de østerlandske kirker er t. for klostrenes vedkommende beslægtet med den vesterlandske t., dog med større benyttelse af forskellige typer hymner, og mindre præget af kirkeåret. T. lørdag aften og søndag morgen holdes i sognekirker ofte umiddelbart efter hinanden om lørdagen, og de danner sammen med liturgien (højmessen) en symbolsk helhed. Idereformertekirker bortfaldt t. ved reformationen. I den anglikanske kirke reduceredes t.s antal til to: »mattins» (væsentlig med stof fra matutin, laudes og prim) og »evensong» (stof fra vesper og completorium). Foruden at alt uevangelisk stof udrensedes, skete der en forenkling. Den anglikanske t. var fra første færd på engelsk, og den er stadig et væsentlig led i anglikansk gudstjenesteliv. (Se Book of Common Prayer.) Idelutherske kirker reduceredes de daglige t. ligeledes til to, men man bibeholdt i 29 897 TIDEBØN stor udstrækning det latinske sprog, og forenklingen skete derved, at man udelod største delen af de stadigt tilbagevendende og musikalsk enkle versikler og vekselbønner. Disse to forhold gjorde, at »bønsangen» eller »korsangen», som t. kaldtes, ikke blev en menighedssag og derfor døde ud for hverdagens vedkommende og om søndagen ændredes til prædikengudstjeneste. Længst holdt den daglige t. sig i Danmark og Norge, hvor den, i en ganske vist stærkt forenklet form, holdt sig indtil 1805. Se Aftonsång, Ottesang, Morgen- og aftenbøn. I den sidste menneskealder er der i de lutherske kirker på initiativ af enkelte kirkemænd eller kirkelige retninger gjort meget for at genoplive t. Man har under dette arbejde i regelen genoptaget de fleste af de førreformatoriske otte t. og set bort fra reformatorernes reduktion af antallet til to, derimod har man — foruden udeladelsen af uevangelisk stof — arbejdet med forkortelser og forenklinger. Arbejdet er gået hånd i hånd med den stigende interesse for gregoriansk sang*. T. har vist sig egnet til brug ved den enkeltes andagt, ved kirkelige møder og ved daglige andagter i kirker, hvor man dog med evangelisk frihed nøjes med at benytte det antal t., som forholdene gør det praktisk at nøjes med. Litt.: C. W. Dugmore, The influence of the synagogue upon the Divine Office (London 1945); S. Bäumer, Geschichte des Breviers (Freiburg in Br. 1895); P. Batiffol, Histoire du bréviaire romain (2 ed. Paris 1895); J. Baudot, Le bréviaire (Paris 1929); H. Johansson, Bibel och liturgi (Lund 1953); dens., Översikt av tidegärdens utveckling i Sverige under reformationsårhundradet (i Svenskt gudstjänstliv 1954); S. Borregaard, Tidebøn efter romersk, dansk og engelsk skik (i Dansk teol. tidsskr. 1942). Der er meget lidt nyere videnskabelig litt. vedr. t. I større værker om |liturgiens historie findes jævnligt korte afsnit om t. Tekster: Der findes talrige udgaver af de romerske bøger og af det græsk-ortodokse Horologion. En del middelalderlige t. er udg. i »Publications of the Henry Bradshaw Society». Bibliografi: H. Bohattat, Bibliographie der Breviere 1501—1850 (Leipzig 1937). Middelalderens danske bønnebøger (udg. ved K. M. Nielsen og A. Otto, Khvn 1945—49); P. Palladius: Pie qvaedam 898