TIDEHVERVSBEVÆGELSEN cantica (efterreformatorisk, latinsk responsoriale, Khvn 1554). Moderne t.-bøger: H. Schumann, Das Stundengebet. Als Entwurf hrsg. vom Liturgischen Ausschuss der Evang. Michaelsbruderschaft (2. ed. Kassel 1949); Den svenska tidegärden. Sammanställd av A. Adell—K. Peters (Lund 1944); A. Sandvik, La oss alle be (Trondheim 1948); Ugens tidebønner, udg. af R. Prenter, F. Viderø, J. Eilschou-Holm, D. Monrad Møller, E. Rosenkilde Larsen og P. Aagaard (Bringstrup pr. Ringsted 1953). S. B. TIDEGÄRD, se Tidebøn. TIDEHVERVSBEVÆGELSEN kaldes en bevægelse i den danske folkekirke efter dens tidsskrift »Tidehverv», der begyndte at udkomme 1926. Bevægelsen blev til i 1920’erne som et opgør indenfor den kristne studenterbevægelse. Skarpe angreb, især fra fængselspræst N. I. Hejes side, rettedes mod den forvrængning af det kristne budskab til en suggestiv oplevelsesdyrkelse og maniereret personlighedskult, som man fandt, at KFUMs ledere gjorde sig skyld i. Hejes betydning beroede på, at hans tale ikke var en akademisk tilegnet lære af store kristne tænkere, men fremvokset i et personligt, milieu- og tidsbestemt opgør. De andre, der var med til at sætte bevægelsen i gang, var K. Olesen Larsen, Gustav Brøndsted og nu afdøde Tage Schack. Opgøret udvidedes meget snart til at gælde både Indre Mission* og den såkaldte tredie retnings folk (se Kirkeligt Centrum). De tilhørte nemlig alle, uanset indbyrdes forskelle, een kirkelig verden ved siden af den grundtvigske, der befandt sig udenfor striden og som på enkelte undtagelser nær var ganske uberørt af den. Stridighederne satte sindene i stærk bevægelse, havde en voldsom karakter og vakte opsigt af flere grunde. Ikke fordi polemik var en ukendt foreteelse, men den havde indenfor denne kirkelige verden — til forskel fra forholdene indenfor den grundtvigske — altid været rettet mod folk »udenfor», medens enhver, der befandt sig »indenfor» havde været fredhellig. Nu satte imidlertid en polemik ind, der intet lod tilbage at ønske i retning af skarphed mod kirkens »egne» folk, hvilket man var ganske uvant med og som derfor opfattedes som 899 forræderi imod og angreb på kirkens egen »sag». Den kirkelige reaktion bestod derfor også fortrinsvis i at de ledende folk distancerede sig fra bevægelsen. Det kom til en række personlige brud. Og teologer som V. Ammundsen og E. Geismar, der indlod sig i diskussion, afbrød den meget hurtigt, dels fordi de var uvant med den personlige skarphed, hvormed den førtes, og dels fordi de fandt, at enhver fælles basis manglede. Det sidste hang sammen med, at opgøret var særdeles vidtrækkende. Det viste sig ret omgående, at det ikke blot gjaldt visse udvækster i samtiden, men derimod en kirkelig traditionel kristendomsforståelse, der havde adskillige generationer bag sig, og hvis rødder lå helt tilbage i pietismen. Til hjælp i opgøret brugte man i den første tid Karl Barths teologi, der netop da var ved at blive kendt, hvilket gav anledning til, at bevægelsen til at begynde med nu og da gik under navn af barthianisme. T. er imidlertid ikke en aflægger af den barthske teologi og inden længe blev man også klar over, hvor forskellig anliggendet var. Afstanden fra Barth kan f. eks. måles på Brøndsteds tolkning af N.T. med dens påvisning af, at en menighedsteologi, der har karakter af en forfalskning af evangeliet, allerede findes i N.T. (»Løgnen i N.T.» i artikelserien »Kirkens skat» 1931—33). Meget mere lå derfor også de fleste indenfor T. på linie med Barths modsætning indenfor den dialektiske teologi, Rudolf Bultmann, hvis bog om Jesus man oversatte og udgav. Bultmanns og F. Gogartens fremhævelse af modsætningen mellem kristendom og religion accepteredes. Af forskellige teologer og forfattere, man har beskæftiget sig med og lader sig inspirere af, skal nævnes Luther, Søren Kierkegaard, Einar Billing, Jakob Knudsen, Dostojevskij og Sigrid Undset. Tage Schacks beskæftigelse, især med engelsk litteratur bar frugt i en række afhandlinger bl. a. om Swift, Samuel Johnson og T.s. Eliot. Efter hans død — Schack faldt 9. april 1945 som offer for besættelsestidens terror — udkom en større afhandling om Hamann. I meget høj grad har T. været med til at bestemme problemstillingen, også for modstanderne. 900