(Leipzig—Erlangen 1922); J. Schroeter, Haandbog i kronologi 1—2 (Oslo 1923—26); H. Lietzmann, Zeitrechnung (Berlin 1934); Tideräkningen, utg. av Martin P. Nilsson (Sthm 1934); U. Holzmeister, Historia aetatis Novi Testamenti (2 ed. Rom 1938); S. Smith, Alalakh and chronology (London 1940); W. F. Albright, artiklar i Bulletin of the American schools of Oriental research 88, 1942), och American journal of archæology 47, 1943; J. Delorme, Chronologie des civilisations (i Clio, Introduction aux études historiques, Paris 1949); E. E. Thiele, The myshistorieques, Paris 1949); E. E. Thiele, The mysterious numbers of Hebrew kings. A reconstruction of the chronology of the kingdoms of Israel and Judah (Chicago 1951); S. Mowinckel, Israelittisk-judeisk kongekronologi (i Norsk teol. tidsskr. 1955). R. Gg TIDSÅLDRAR, se Tid. TIGGERORDNER. Hierarkiets stærke magtforøgelse under investiturstriden medførte omkr. 1200 en kraftig spænding mellem kirkeledelsen og lægfolket, der følte den kristne ethos (det apostolske fattigdomsideal i Kristi efterfølgelse) svigtet; samtidig bevirkede sociale og økonomiske forskydninger i samfundsstrukturen at der i det feudale samfund opstod storbyer med havne og industrier og med en sekulariseret og »kirkefremmed» befolkning, som let hjemfaldt til sekterisk agitation (albigensere, valdensere* 0.s.v.), og både i Sydfrankrig og i Italien truedes kirken af et folkeligt frafald. I den kritiske situation opstod t., som i sine to hovedformer: den italienske fransiskanerorden og den franske dominikanerorden rummede den forening af aktivistisk lægmandsforkyndelse, kirkelig apologetik og »apostolsk» fromhed, som atter væsentlig vandt kirkens anseelse tilbage i det brede folk. Fransaf Assisi (se Franciskus) (1182— 1226) begyndte en fri lægmandsprædiken (fratres minores), men i absolut lydighed mod kirken, som da også efter nogen tøven først anerkendte denne virksomhed, siden — efter at han og hans kreds havde begyndt en hedningemission i Afrika — indlod sig på en ny ordensdannelse. Efter adskillige rivninger mellem Frans, der ønskede så lidt 905 TIGGERORDNER Dominikanermunke i Santa Sabina-klostrets korsgang i Rom. organisation som muligt, og andre mere organisatorisk indstillede, opstod fransiskanerordenen 1223. Den ledes af en generalminister, der vælges af provincialministre og forstandere for de enkelte klostre (kustoder); ved sin side har han det principielt kun rådgivende generalkapitel, der træder sammen hvert 3. år. Det tiggeri, hvoraf Frans og hans fattige brødre havde levet, blev sat i system: brødrene skulle leve af milde gaver, måtte ikke modtage penge og ikke erhverve fast ejendom, hverken enkeltvis eller som klostersamfund. Tilsvarende opstod under ledelse af Frans’ søster Chiara den såkaldte »anden» orden, også kaldet klarisser, omfattende kvinder, og måske af største betydning blev det, at der organiseredes en »tredie» orden (tertiarier), bestående af lægfolk, der uden at forlade det borgerlige liv søgte at realisere så meget af fattigdomsidealet som muligt. Spanieren Domingo (lat. Dominicus) (1170—1221) havde deltaget i albigenserkorstogene, men indset, at magtens vej alene var utilstrækkelig; derfor stiftede han 1215 en præste- og prædikeorden, først organi- 906