TIGGERORDNER Kapucinermunke i biblioteket i Collegium S. Lorenzo da Brindisi, Italien. seret efter augustiner-korherre-regelen, men 1220, da han havde lært Frans’ værk at kende, omdannet til en t.; snart fik den inkvisitionen overdraget. Som for fransiskanerne spiller »stabilitas loci» og det legemlige arbejde kun ringe rolle hos dominikanerne, alt koncentreres om prædiken og studium, men mens den fransiskanske prædiken oftest er enkel og rettet mod følelsen, er den dominikanske mest vendt mod intellektet. Også dominikanerne har meget omfattende »anden» og »tredie» ordner, og i opbygningen minder ordnen om sit forbillede — dog er generalkapitlet den øverste myndighed. Det er karakteristisk at begge ordner byggede deres klostre midt i byernes pulserende liv og ud fra bysamfundet virkede som prædikanter og sjælesørgere — i stigende grad støttet af pavelige privilegier, som ofte bragte dem i konflikt med ` sognegejstligheden, der kun uvilligt fandt sig i indgreb i sine rettigheder, navnlig da fra de fransiskanske lægmænds side; som exemte (af lat. exemptio, fritagen) stod t. ikke under bisperne, men direkte under 907 paven, og blev båret frem af en overordentlig popularitet i den voksende borgerstand — i høj grad også i fyrste- og adelsslægter — og på få årtier spredtes de over hele kristenheden — allerede før 1250 var der t.-klostre i en lang række nordiske byer — og begyndte en kraftig mission, først i den nære Orient og Afrika, siden i Indien, Kina, Japan og (navnlig) Sydamerika. Begge ordner blev fremragende studie- og lærdomsdyrkere. Allerede i det 13. århundrede nåede de at beherske teologien og filosofien. »Fransiskanerskolen» var mere traditionel og knyttede under Alexander Halesius og Bonaventura til ved den semipelagianske teologi, mens »dominikanerskolen» med Albertus Magnus og ganske særligt Thomas af Aquino* var mere »moderne» og med dristigere udnyttelse af Aristoteles skabte den egentlige højskolastik i tilknytning til den augustinske, delvis også mystisk betonede linie i teologien. Men i det 14. århundrede drev fransiskanere som Duns Scotus og William Occam en kile ind mellem filosofisk radikalisme (nominalisme) og kirkelig positivisme og skabte dermed en spænding, som har haft afgørende betydning for reformationsteologiens genesis. (Se videre Skolastikken.) Ejendomsproblemerne kom til at spalte fransiskanerordnen; en fløj ville reelt opgive ejendomsløsheden (konventualern e), mens en anden — til dels under indflydelse fra sværmerisk apokalyptik — strengt ville fastholde den (spiritualern e); parterne fjernedes længere og længere fra hinanden, og da det avignonske pavedømme støttede de første og fordømte selve fattigdomsidealet, vendte de sidste — endda i forbindelse med det tyske kejserdømme — sig mod paven og blev revolutionære og bærere af senmiddelalderens kirkekritik. 1517 deltes fransiskanerne definitivt, man da var allerede en lang række klostre, grebet af den åndelige rejsning, som senmiddelalderen på alle områder repræsenterer efter »den sorte død», blevet reformeret som spiritualerklostre (i Danmark f.eks. alle), og også på konventualerne virkede reformbevægelserne ind. 908