På reformationstiden raseredes t. frygteligt og mistede en mængde provinser og klostre; det synes, som om det selvbevidste borgerskabs nyvakte evangeliske tro i ganske særlig grad vendte sig mod t.s asketiske ideal, og mange steder — også i Norden — blev tiggermunkene med hån og spot fordrevet fra deres klostre, som overgik til byerne som sociale institutioner. Modreformationen genrejste i nogen grad t.s anseelse, men revolutionen og sekulariseringen omkring 1800 betød en ny voldsom reduktion. Ikke des mindre er dominikanerne med sine ca. 6.000 mandlige og 30.000 kvindelige medlemmer og fransiskanerne med ca. 3.500 konventualer og ca. 22.000 spiritualer og ca. 13.000 kvindelige medlemmer stadig blandt de mest betydende i nutidens katolske kirke. På reformationstiden opstod som en gren af fransiskanerspiritualerne kapucinern e, stiftet 1535, og også i strengeste forstand en t., særlig optaget af prædiken og mission, ofte af en vis folkelig grovhed; den har i nutiden ca. 12.200 medlemmer. Foruden de to hovedordner findes der andre, som regnes til t.: Karmeliterne, stiftet som t. 1247 og tilknyttet et ældre klostersamfund på Karmels bjerg, men hurtigt udbredt i Vesten, muligvis mest på grund af sin Maria-dyrkelse og sine påstande om at besidde en salighedsgaranti i sit undergørende »skapular»; i senmiddelalderen trængte humanistisk dannelse ind i denne orden, og den har frembragt adskillige teologer og videnskabsdyrkere af format, i Norden fremfor alt Paulus Elie (se Helgesen, Paul). Efter reformationen gennemgik karmeliterne ved den hellige Teresas indgriben en betydelig reformation efter den oprindelige strenge regel; den blev nu i særlig grad en kvindelig orden (efter den ældre observans er der ca. 1.500 medlemmer, mens den nyere rummer ca. 3.000 mandlige og ca. 11.000 kvindelige medlemmer). Også Augustiner-eremitterne, opstået 1256 ved sammensmeltning af flere eremitkongregationer, hører til t. og er opbygget efter deres mønster; særlig betydning fik dens tyske fløj, som var Luthers orden, og som 909 TIMOTEUSBREVEN næsten helt opløstes ved reformationen. Servitterne — oprettet 1256 — regnes fra 1424 for en t. Den er overvejende italiensk og især kendt for sin Maria-kult. I nutiden regnes også enkelte andre mindre ordner til t. (Minimiter, Trinitarer, Mercedarer, Hieronymiter, Paulinere, Barmhjertige Brødre, o.s.v.) og indenfor de enkelte ordner er der talrige kongregationer og sammenslutninger af lokal eller national karakter. T. er ingen åndelig eller organisatorisk enhed, heller ikke overfor nutidens kirkelige og sociale problemer, hvor dominikanerne ofte synes at være de mest originale og aktuelt indstillede, men tilsammen udgør de et overmåde vigtigt element i den katolske kirkes videnskabelighed, kunst, mission (indre som ydre). T. er, ganske særligt for fransiskanernes vedkommende, katolicismens »lavkirkelige», vækkelseprægede linie, mens dominikanerne i langt højere grad har gjort sig gældende som bærer af en åndelig kultur; som sådan har den i det 20. årh.s Norden fået en ikke ubetydelig indflydelse. Den overordentlige differentiering viser både, hvor vanskeligt det har været at kanalisere vækkelsen i kirkelige baner, og at det har kunnet lade sig gøre. Se også Klosterväsen. Litt.: M. Heimbucher, Die Orden und Kongregationen der katholischen Kirche 1—2 (3. ed. Paderborn 1933—34); J. Gallén, La province de Dacie de l'ordre des frères prêcheurs (Helsingfors 1946). Se også litt. til art. Franciskus. P.G.L. TILGIVELSE, se Förlåtelse. TILLRÄKNANDE, TILREGNELSE, se Rättfärdiggörelse. TIMOTEUSBREVEN. I den paulinska brevsamlingen ingå två brev »till Timoteus». Adressaten är uppenbarligen samme Timoteus som på Pauli s. k. andra missionsresa anslöt sig till den store aposteln och sedan blev en av hans mest betrodda medarbetare (jfr Fil. 2: 19—22). Timoteus, vars far var grek och mor en till kristendomen omvänd judinna (Apg. 16: 1), nämns i de flesta paulusbrev antingen som medauktoritet vid brevets avsändande eller som sändebud i olikāá, 910