TOLERANCE (af lat. tolerare, tåle). Glosen t. er dobbelttydig. Den dækker dels den indstilling, der mere eller mindre konsekvent betragter alle religioner eller livsanskuelser som væsentlig ligeberettigede. Man har opgivet håbet om at finde en endelig, almengyldig løsning af de dybeste livsproblemer. Enhver må klare for sig. »Der gives ikke nogen enkelt sandhed, men vel en sandhed for den enkelte», siger man og tilføjer, at »enhver bliver salig i sin tro». Missionsiver stemples som udtryk for bornert livsholdning, usømmeligt angreb på andre. Men dels dækker glosen den indstilling, der vel er overbevist om at kende sandheden, og som ved sig forpligtet på denne, også i den betydning, at man ivrigt søger at hjælpe andre til sandhedserkendelse, men som er forvisset om, at kampen om ret livsanskuelse, sand religion, altid må foregå i fuld åndelig frihed, så tvangsmidler af enhver art, for ikke at tale om fortielser og fordrejelser, må undgāas. Forstås ordet på første måde, er kristendommen fanatisk intolerant. En række religioner stiller sig anderledes. I Romerriget var det således meget vel muligt på een gang at dyrke de gamle romerske eller græske folkeguder og de orientalske eller ægyptiske guddomme, som mysteriereligionerne samledes om. Og skulle man samtidig dyrke kejseren, gik også dette udmærket. På tilsvarende måde kan en moderne kineser særdeles naturligt søge religiøs hjælp såvel hos taoistiske præster som hos buddhistiske munke og selv nærmest være konfucianer. I Indien ligger det tilsvarende o.s. v. Den filosofisk indstillede forsvarer dette med at sige, at det jo dog er den samme guddomskraft, man hylder og hjælpes af i de forskellige religioner, blot er navne og ceremonier og lign. variable. Men for den kristne opfattelse er Kristus alene Herren. I ham alene er frelsen. Han er sandheden og livet, idet han er den eneste vej til Faderen. Dette eksklusive ja til Kristus kan kristendommen ikke opgive uden at fornægte sig selv. Deraf følger naturnødvendigt iveren for at vinde alle andre for den kristne tro. Passivitet på dette punkt må stemples som ubarmhjertig 917 TOLERANCE ligegyldighed med menneskers evige frelse. På lignende måde og med lignende begrundelse er også muhammedanismen intolerant. Forstås derimod begrebet t. på den anden af de ovenfor nævnte måder, er der næppe nogen religion eller livsanskuelse, der er så ufravigeligt tolerant som kristendommen. Dette ligger i evangeliets væsen. Kristus ville netop ikke tvinge til tro, kun kalde, drage, appellere til hver enkelts personlige, ansvarlige afgørelse. Han ønskede »hjertets» ja og afviste derfor at »overbevise» ved strålende, overvældende undere eller lignende ydre midler. Han respekterede de enkelte som virkelige personer og behandlede dem ikke som objekter, man kan skalte og valte med efter forgodtbefindende. Endog om den himmelfarne Herre hedder det (Åb. 3:20), at han står foran »døren» og banker på for at få lov at blive lukket ind; han tiltvinger sig ikke adgang. I overensstemmelse hermed må den kristne kirke forstå, at »tro» er et dybt personligt anliggende, et frit ja til det kristne budskab og derfor ikke noget, der kan fremtvinges eller fremkunstles ved uäåndelige midler. Tvang til tro, direkte eller indirekte, strider mod troens eget væsen og er derfor grel usaglighed. Det er uhyre vigtigt at være klar over, både at kristendommen er udpræget tolerant i denne sidste betydning af ordet, og hvordan denne t. må begrundes. Fra ikke-kristen side hævdes det nemlig ofte, at hvis man for alvor tror, at kun kristendommen kender sandheden, lurer inkvisitionen uvægerligt som en nærliggende foranstaltning. Og romerske katolikker, men også påfaldende mange protestantiske teologer er tilbøjelige til at mene, at enhver form for principiel t. må hænge sammen med en vis skepticisme med hensyn til muligheden af at erkende sandheden. Var dette rigtigt, ville Jesus og apostlene, der i sandhed ikke var angrebet af skepsis, ikke have kunnet være tolerante i den betydning, hvori de var det. Og så ville man heller ikke i kristendommens navn kunne kræve et nej til enhver form for tvang i trossager af en kirke som Romerkirken, der betragter sig selv som væsentlig ufejlbar, eller af den lutheraner, der er fuldt overbe- 918