TOLERANCE vist om den lutherske læres sandhed. Forstår man derimod ret kristen t.s væsen og dens rigtige begrundelse, vil man skønne, at ægte kristendom, så langt fra at være i pagt med inkvisition eller lignende, netop er den fødte og uforsonlige fjende af alle religiøse tvangsforanstaltninger, også og navnlig dem, der umiddelbart synes at være i kristendommens favør. Kirkens historie synes ganske vist særdeles tydeligt at tale et andet sprog. Ikke så snart havde kirken fået politisk magt, før den begyndte at øve tvang mod hedninger og »kættere». Især i middelalderen, på reformationstiden og i tiden nærmest derefter anvendtes i uhyggelig udstrækning de hårdeste straffemidler mod anderledes troende. Den romerske kirke har på dette punkt den mørkeste historie. Men også i protestantiske lande var man i de første århundreder efter reformationen særdeles langt fra religionsfrihed og dermed fra ægte kristen t. Vel var der i det 17. årh.s England adskillige kristne, der talte trosfrihedens sag; men det var mest enten »dissenters» eller såkaldt »liberale» eller kristne individualister som f. eks. John Milton*. En afgørende faktor i Europas åndshistorie blev kravet om t. først med oplysningstiden, hvor ikke mindst Voltaire og andre af lignende antikirkelig holdning gik i spidsen. Så svært har det været for kristne tænkere på dette punkt at forstå, hvad evangeliet kræver. Endnu kniber det alvorligt med denne forståelse, ikke mindst i romerskkatolske kredse. Dog har førende katolikker i vore dage undertiden her nærmet sig stærkt til evangelisk opfattelse. I dette årh. har man iagttaget, hvor let den moderne ånd kan slå over i intolerance til fordel for et politisk parti og dets »livsanskuelse». Man har også måttet overveje det faktum, at selv et tilsyneladende så religiøst tolerant land som Indien er i fare for intolerance, så snart der røres ved det, der synes livsvigtigt for den traditionelle sociale struktur eller de urgamle hellige skikke. Mennesket er af naturen intolerant. »T., virkelig t.. er overalt i verden lige sjælden» (H. Kraemer). Netop nu skulle der derfor være mulighed for at få mennesker til at forstå, 919 at ægte kristendom er den ægte t.s solideste og måske eneste solide værn. Et vanskeligt spørgsmål er det, i hvilken udstrækning en stat kan være tolerant uden at bringe sin egen eksistens i fare. I den »vestlige» verden i øjeblikket tåles faktisk så radikale divergenser i livsanskuelsesspørgsmål, at vi er tilbøjelige til ikke her at se noget problem. Måske skyldes dette imidlertid faktisk, at der bag alle divergenser dog er så stor enhed i social opfattelse, at samarbejde er muligt. Så snart en radikalt anden social-politisk indstilling for alvor melder sig (i den »vestlige» verden altså en »østlig»), føler vi problemet. Dette kan hjælpe os til ikke at dømme for overilet om de stater, der på reformationstiden og lige derefter ikke mente at kunne tåle to kirkesamfund. Selv Luther, der så klart havde erkendt, at kampen om evangeliet må foregå i fuld frihed og med rent åndelige våben, gik ret langt i retning af at tilråde statslig ensretning i religiøse spørgsmål. Kristen indsats vil imidlertid altid være til gunst for mest mulig åndsfrihed og et ubøjeligt krav om fuld frihed i religiøse spørgsmål, så et ja eller et nej til evangeliet ikke får borgerlige konsekvenser. Spørgsmålet om t. mellem de forskellige kirkesamfund er et kapitel for sig. Hvad der er sagt om ægte kristen t. gælder selvfølgelig også her. Men hertil kommer, at intet kirkesamfund har ret til at mene, at det sidder inde med den helt rigtige forståelse af evangeliet. Det betyder ikke, at der ikke skal kæmpes for ren lære. Men da Bibelen ikke er en klart udformet dogmatik, men rummer en flerhed af læretyper, kan det næppe være meningen, at alle kristne skal nå til fuld enighed om alle kristelige spørgsmål. Derfor bliver den »økumeniske» samtale af en anden art end samtalen mellem den kristne og den ikke-kristne. Se også Religionsfrihet, Stat og kirke. Litt.: En udførlig og kyndig oversigt over problemets historie er givet i M. Searle Bates, Religious liberty: an inquiry (New York—London 1945). Heri særdeles fyldige litteraturhenvisninger. Af ældre litt. er særlig vigtig Roger Williams, The bloody tenent of persecution for 920