TRADITION og dermed frakender den myndighed. Se Mark. 7:8 »I forlader Guds bud og holder menneskers overlevering». Overleveringen ophæver ganske enkelt Guds ord (v. 13). I stedet for t. sætter Jesus sin egen myndighed. I urmenigheden opstår en ny t., hvis indhold ikke er loven, men Kristus. Torah’- ens tid er forbi, nu er den nye messianske tid indtrådt. Forud for den skriftlige fiksering af evangelierne såvel som for N.T.s brevlitteratur går der en mundtlig overlevering, der har indeholdt jesusord og jesusbegivenheder, nøje sammenhængende med det apostoliske kærygma i dets mere eller mindre fastprægede former eller »mønster», Evangelierne er den fortællende udformning af dette apostoliske kærygma. Paulus anvender de samme udtryk for denne t. som rabbinerne (rapaàxußavw 0g rapadidwpu) og regner med en t., han selv har modtaget, og som han bringer videre gennem sine breve og sin mundtlige tale. Se bl.a. 1. Kor. 11:2 og 2. Thess. 2: 15. At denne t. allerede har en fast form, viser bl.a. 1. Kor. 15:3 ff. og 11:23. Betydningen af &rò toU xupiov er omdiskuteret. Betyder det 1) en direkte åbenbaring fra den ophøjede Kristus, 2) en mundtlig t. med den historiske Jesus som udgangspunkt eller 3) (som O. Cullmann foreslår) en menigheds-t., hvis subjekt er den ophøjede Kyrios selv? 2. Dogmehistorisk. Spørgsmålet om t.s betydning har været et af de mest brændende i kirkens historie. I det følgende skal enkelte hovedpunkter fremhæves. Den første, der — rimeligvis tvunget af gnostikerne — for alvor tager problemet op, er Irenæus* (se navnlig Adversus haereses III, 1 ff.). Han er på een gang skriftteolog og t.s-teolog. Der gives faktisk en ganske åbenlys t. i kirken, forstået som en trofast modtagelse og videregivelse af det overleverede indhold fra biskop til biskop i de forskellige kirker; navnlig understreges t. i byen Rom, hvis bisperække opregnes. Dette imod gnostikernes tale om en hemmelig overlevering fra apostlenes dage. Indholdet af denne t. er imidlertid eet med apostlenes forkyndelse, således som vi møder den i skriften, både det gamle testamente og i de apostolske 927 skrifter, der indeholder vidnesbyrdet om Guds »oikonomia», frelsesforanstaltningen. Om en udvikling af t. er der ikke tale, heller ikke om en forskel mellem t. og skrift, hvad indholdet angår. Tridentinerkonciliet viser et andet billede (se Denzinger 783). Her er t. og skrift blevet to af hinanden uafhængige åbenbaringskilder, der er forskellige såvel i indhold som i formidlingsmåde. Skriften indeholder ikke hele kristendommen, men må suppleres med den fra Kristus eller hans apostle stammende, mundtlige undervisning, der har fortsat sig ned gennem alle tider. T. bliver her eet med den ikke i skriften indeholdte åbenbaring, traditio divina eller apostolica til forskel fra en fraditio ecclesiastica, der aldrig kan optræde med samme autoritet. De slås dog sammen i konciliets trosbekendelse (Denzinger 995): »Jeg anerkender og højagter de apostoliske og kirkelige overleveringer såvel som kirkens øvrige forordninger og regler». T. forstås her væsentligt statisk. De forskellige, ikke i skriften indeholdte sandheder er allerede explicit tilstede i apostlenes undervisning og gives videre i t., indtil de — måske på et sent tidspunkt i kirkens historie — får deres skriftlige fiksering igennem en koncilbeslutning eller en pavelig dogmedefinition. Om en udvikling eller en udfoldelse af åbenbaringsindholdet gennem t. er der ikke tale. Denne t.s-bestemmelse holdt sig uændret igennem de næste århundreder, men i det 19. årh. indtræder en ny face i t.s-begrebet. Igennem Newmanns og Möhlers teologi såvel som gennem hele den katolske tübingerskole opstår et langt mere dynamisk og levende t.s-begreb. Skrift og t. ses ikke mere som to statisk fra hinanden adskilte størrelser, men som led i een stor virkelighed, kirken selv i dens guddommelige realitet. T. er den vitale, dynamiske udfoldelse af åbenbaringsindholdet. Alt er til stede fra begyndelsen, men som en kim, der udfolder sig til stadig større fylde og fuldkommenhed. T. ses som den hellige Ånds organisk virkende, aktive indflydelse i kirken, hvorigennem åbenbaringen stadig fremtræder i mere og mere »udviklet» skikkelse. Det sker 928