intet brud, men enheden mellem kirken nu og før er den samme som enheden imellem barnet og den voksne, en levende, vital, ikke en statisk, ubevægelig enhed. Ligesom man ikke i et agerne venter at finde en miniatureg, ligeså lidt venter man i den første kirke at finde den fuldt udviklede organisme. Et vigtigt moment i denne udfoldelse er det troende folks trosbevidsthed, en sensus eller instinctus christianus, der virker med i dogmets udvikling, et moment, der ikke mindst tilkendes betydning i de nye mariadogmer. Det væsentligste må dog være det kirkelige læreembede, der alene har myndighed til at fastsætte, hvad der er legitim t. eller ikke. Læremyndighedens levende røst må til enhver tid være den vigtigste og nærmeste åbenbaringskilde, en tanke, der er stærkt understreget i vore dage som modvægt imod en vis tendens til at løsne forholdet mellem læremyndigheden og Kristi mystiske legeme. Det er klart, at udfra dette t.s-syn kan det ikke anses for absolut nødvendigt, at en åbenbaringssandhed åbenlyst findes udtrykt i den ældre tradition eller i skriften. Det organisk-vitale syn garanterer enheden med fortiden helt tilbage til kirkens grundlæggelse. Skriften tilkendes en afgørende betydning for t.s udvikling, og studiet af den anbefales i stadig stærkere grad, hvilket også har båret frugt, såvel i den videnskabelige forskning som i den private bibellæsning. Men skriften er led i t. og må altid forstås i samklang med denne. Netop gennem den levende, inspirerede og af læremyndigheden ledede t. bliver skriftens mening klarere og klarere, samtidig med at t. supplerer skriftens indhold. For reformatorerne var t., således som den efterhånden var blevet forstået i den romerske kirke, et begreb, de opponerede imod. For at forstå dette må man give agt på følgende. Luther stod bevidst i t.: læremæssigt i den gamle kirkes dogme og i den augustinske spiritualitet, dannelsesmæssigt i sin tids humanisme med dens vægtlæggen på antikken, kristeligt i den kirke, hvor han fandt biblen, sakramenterne og bønnen (Gerhard Gloege). Bruddet med den romerske t. betød 1) at Luther brød med de mange- 30 929 TRADITION artede kirkelige overleveringer, alle de kirkelige bud og forordninger af etisk og kultisk art, som det kirkelige fromhedsliv vrimlede af, og som reformatorerne stemplede som »Menschensatzungen» i modsætning til Guds bud og vilje. De tynger samvittigheden og forfalsker evangeliet, fordi de bliver gjort til salighedsbetingelse, mens de er og bliver adiaphora. Som sådanne har mange af dem deres værdi, når de ikke strider imod troen. Det er betegnende, at t. i bekendelsesskrifterne altid bruges i denne betydning af traditio ecclesiastica. Men bruddet betød også 2) brud med selve den romersk katolske forståelse af t. som traditio divina et apostolica. Denne stemplede Luther som falsk, fordi den havde fordunklet og fordrejet evangeliet og troen og derved anbragt hele kristendommen i et babylonisk fangenskab. Luther ønskede ikke at bryde med t. som sådan, men at stadfæste den sande t. Hans sola scriptura betød ikke en uhistorisk, traditionsløs biblicisme, men et middel til at genrejse den sande t. Luther vidste, at al skriven og trykken i kirken til syvende og sidst kun er nødhjælp. Evangeliet er en mundtlig, levende stemme. Kirken er »ein mundhaus, nicht ein federhaus», i hvilket det ikke er tilstrækkeligt, at der skrives og læses, men hvor det er nødvendigt, at der tales og høres (W.A. V,537,10. Se endvidere Bd. X,1,1; 17,8 og X,1,2; 204,20). Men netop derfor får skriften så væsentlig en plads i kirken, ikke imod den sande, men som værn og kampmiddel imod den falske t. Den sande t. er bevaret i »den gamle retmæssige kirke», som for Luther ender med Gregor den Store (d. 604), »ultimus episcopus romanae ecclesiae». Betegnende er det, at Luther ofte søger t.s-bevis for sine tanker hos kirkefædrene. Jfr. også slutningen af art. 21 i Conf. Augustana: den reformatoriske lære indeholder intet, som er imod skrifterne, imod den katolske kirke, ja end ikke imod den romerske kirke, således som vi kender den »ex scriptoribus», det vil sige fra fædrene i kirkens første århundreder. Således viser Luther og de øvrige reformatorer trods deres energiske og afgjorte kamp imod væsentlige sider af den romerske t., at de forstår t.s betydning 930