TRAKTATSÄLLSKAP og nødvendighed. Jfr. tillige Martin Chemnitz’ besindige og positive udvikling i »Examen Concilii Tridentini» 1565. Den ortodokse lutherske teologi udformer i systematisk form problemet »skrift og t.» i polemisk debat med det romerske standpunkt. I nyere og nyeste tid er spørgsmålet brudt op igen. Grundtvig førtes i sin kamp mod rationalismen og dens »eksegetiske pavedømme» til sin opfattelse af den apostolske trosbekendelse ved dåben som en forud for skriften og uafhængigt af den eksisterende t., givet apostlene af Kristus selv. Skriftprincippet alene er utilstrækkeligt og uoprindeligt. Den nyere eksegese, både i den traditionshistoriske og den formhistoriske metode, har vist, i vilken grad såvel G.T. som N.T. forudsætter t. Også i den systematiske teologi er spørgsmålet levende, både på romersk-katolsk og på evangelisk side, uden at man kan sige, at spørgsmålet har fundet sin løsning. Det er evangelisk teologis opgave at nå frem til et t.s-begreb, der er i overensstemmelse med den eksegetiske forskning, og derigennem at se det gamle problem: skrift og t. i ny belysning. Det kan ikke hedde skrift uden t., hvorved vi ender i en uhistorisk og uigennemførlig biblicisme. Ligesålidt kan skrift og t. betragtes som to hinanden jævnbyrdige åbenbaringskilder, som Tridentinerkonciliet ville det. Heller ikke det moderne romerske t.sbegreb: skriften indeholdt i t. som den stadig fremadskridende, biologisk forståede proces kan fastholdes. Evangelisk teologi må betone skriftens overordnede plads i t. som den faktor, der stadig midt i t. vidner om den eskatologiske frelsesbegivenhed i Kristus, der til enhver tid er midtpunktet i den sande t., ud fra hvilken alt i t. må bedømmes. Litt.: Bibelsk: W. Bacher, Tradition und Tradenten in den Schulen Palästinas und Babyloniens (Leipzig 1914); M. Goguel, Jesus et la tradition religieuse de son peuple (i Revue d'histoire et de phil. rel. 1927); W.G. Kümmel, Jesus und die jüdische Traditionsgedanke (i Zeitschr. f. neut. Wiss. 1934); E. Nielsen, Mundtlig tradition (i Dansk teol. tidsskr. 1952). R om.- kat.: J. Ranft, Der Ursprung des kath. Traditionsprinzips (Würzburg 1931); A. Deneffe, Der Traditionsbegriff (Münster 1931); R. Bernard, 931 St. Thomas d'Aquin, Somme théologique, La foi 1 (Paris 1940; s. 357—428) ; A. Michel, art. Tradition (Dictionnaire de théologie catholique 15:1, Paris 1946); Y. M.-J. Congar, art Théologie (ib.); L. Bouyer, La bible et l'évangile (Paris 1951); G. Söhngen, Die Einheit in der Theologie (München 1952; s. 305 ff.); O. Müller, Zum Begriff der Tradition in der Theologie der letzten hundert Jahre (i Münchner theol. Zeitschrift 1953); P. de Vooght, Les sources de la doctrine chrétienne (Paris 1954). Et godt tekstudvalg giver Die katholische Lehre von der heiligen Schrift und von der Tradition. Udg. og indledet ved H. Grass (Quellen zur Konfessionskunde, Reihe A, Heft 1. Lüneburg 1954). Ang. Irenaeus: D. van den Eynde, Les normes de VlVenseignement chrétien dans la littérature patristique des trois premiers siècles (Gembloux—Paris 1933); J. Lawson, The biblical theology of Saint Irenaeus (London 1948); H. Holstein, La tradition des Apôtres chez Saint Irénée (i Recherches de science religieuse 1949); H. v. Campenhausen, Lehrerreihen und Bischofsreihen im 2. Jahrhundert (i In memoriam Ernst Lohmeyer, Stuttgart 1951); Irénée de Lyon, Contre les hérésies 3. Indl. og noter ved F. Sagnard (Sources chrétiennes 34, Paris 1952). Anglikansk: H. E. W. Turner, The pattern of Christian truth (London 1954). E vang elisk luthersk: HÆ. J. Holtzmann, Kanon und Tradition (Ludwigsburg 1859); P. Brunner, Schrift und Tradition (Berlin 1951); H. v. Campenhausen, Tradition und Geist (i Studium Generale 1951); dens., Kirchliches Amt und geistliche Vollmacht in den ersten drei Jahrhunderten (Tübingen 1953); O. Cullmann, Petrus. Jünger — Apostel — Märtyrer (Zürich 1952; sv. overs. 1955); dens., La tradition (Paris— Neuchâtel 1953; sv. overs. Sthm 1955) ; G. Ebeling, Die Geschichtlichkeit der Kirche und ihrer Verkündigung als theologisches Problem (Tübingen 1954) ; G. Gloege, Offenbarung und Überlieferung (Hamburg 1954); K.E. Skydsgaard, Schrift und Tradition (i Kerygma und Dogma 1955); H. Diem, Das Problem des Schriftkanons (Theologische Studien 32, Zürich 1952); K. Barth, Die kirchliche Dogmatik I:2 (München 1938); s. 598 ff.). K. E. Sk. TRAKTATSÄLLSKAP. Traktaternas användning i det kyrkliga livet är ungefär lika gammal som boktryckarkonsten. Luther och andra reformatorer begagnade sig av flygblad — ofta försedda med allegoriska bilder. Detsamma gäller deras motständare. Traktaterna togos senare särskilt i bruk inom rö- 932