TREENIGHED »patripassianisme» (at Faderen selv, ikke Sønnen, lider og dør) og skabt formelen: een substans (selvstændigt eksisterende væsen), i tre personer (d.v.s. personlige væremåder, ikke selvstændige »personligheder»). T.s-lærens klassiker er Augustipn*, på hvem også skolastik og luthersk ortodoksi bygger. Augustin understreger kraftigt Guds eenhed. De tre personer er ikke selvstændige, men har alle del i det ene guddomsvæsens egenskaber og handlinger. Kun i deres indbyrdes forhold er de forskellige. Til illustration heraf anvender Augustin analogier fra sjælelivet: forstand, erindring og vilje, tre væremåder i eet erkendende væsen, eller: den elskende, den elskede og kærlighedens bånd, tre sider af eet kærlighedens samfund. Den klassiske t.s-lære understreger, at t. ikke blot fremtræder i åbenbaringens historie (»økonomisk» t. af »økonomi» i betydningen »frelseshusholdning»), men er Guds evige væsen (»immanent», iboende t.). T.s gerninger udadtil er udelelige, er Faderens, Sønnens og Åndens fælles virken. Når skabelse anskues som Faderens, forløsningen som Sønnens og helliggørelsen som Åndens værk, betegner denne »appropriation» af gerningerne til en enkelt person kun, at den fælles virken i eet tilfælde lader Faderens, i et andet tilfælde Sønnens og i et tredje tilfælde Åndens personlige væremåde træde tydeligst frem, men ikke at gerningen kun udføres af een »person». De »indre gerninger» derimod (Faderens evige avling af Sønnen og indåndelse af Ånden, Sønnens evige fødsel af Faderen og indåndelse af Änden sammen med Faderen, Helligåndens evige udgåen fra Faderen og Sønnen) er delt, fordi de udtrykker Faders, Søns og Ånds personlige væremåde over for hinanden. Disse tre personlige væremåder sprænger ikke guddomsvæsenets enhed, men i deres forskellighed gennemtrænger de helt hinanden i dyb eenhed (græsk repix@pyois, lat. intercircumsessio). T. bevidnes både i Nicænum (det nicænokonstantinopolitanske symbol) og i Athanasianum (Symbolum quicunque, et formodentlig føraugustinsk, vesterlandsk symbol), 939 samt i Confessio Augustana art. 1., alle tre bekendelsesskrifter i de lutherske kirker. Reformatorerne stod stejlt på t.s-lærens grund. Men allerede i 16. århundrede dukkede »antitrinitarisme» op (Miguel Servet, som brændtes som kætter i Genève 1553, og socinjanismen, efter Fausto Sozzini, d. 1604) og senere er andre former af unitarisme* dukket op. I det 19. århundrede (f.eks. hos Schleiermacher) var en modalistisk tendens (overbetoning af enheden på trehedens bekostning) almindelig. Den modsatte afvigelse, triteismen, som forekom i sammenhæng med monofysitismen i 6. årh. (overbetoning af treheden på enhedens bekostning), har derimod været sjælden. Medens det 19. årh.s liberale teologi stort set stod fremmed over for t.s-dogmet, har dette fundet ny påskønnelse hos dialektiske teologer (Karl Barth, E. Brunner, H. Vogel) som åbenbaringstankens ægte udtryk. Dogmatisk. T.s-læren er et fortættet udtryk for det kristne gudsbillede: Gud er åbenbaringens Gud, som giver sig til kende i historien. Inkarnationen og ândsudgydelsen er derfor ikke noget for Guds evige væsen fremmed, men netop åbenbaringen af Guds evige væsen. Enheden i Guds trehed udtrykker, at Gud selv afslører sit evige væsen i hele den pagtshistorie, som begynder med verdens skabelse og ender med verdens fornyelse med Jesu Kristi død og opstandelse som midtpunkt. Treheden i Guds enhed betyder, at Guds åbenbarings dybe sammenhæng gennem hele pagtshistorien i dens adskilte faser i vor verden er skjult for erkendelsen og først vil blive åbenbar for alle i fuldendelsen. Hvor t. fornægtes, vil åbenbaringens historiske karakter fortones. Gud bliver et bag historien skjult »absolut» væsen, Kristus bliver et over historien stående religiøst geni, og Ånden bliver en mennesket iboende, af en historisk skrift og kirke uafhængig, religiøs potentialitet. Gennem bekendelsen til t. fastholder kirken, at den ikke kender anden Gud end ham, som giver sig til kende i Jesus Kristus, og som selv åbner menneskers øjne for denne tilkendegivelse ved sin Ånd, udgydt i hjerterne. »Der er ej anden Gud». 940