Litt.: R. Prenter, Ordet og Ånden (Khvn 1952); dens., Skabelse og genløsning (2. ed. Khvn 1955; 8 4); N. Söderblom, Treenighet (Uppsala 1903); dens., Vater, Sohn und Geist unter den heiligen Dreiheiten und vor der religiösen Denkweise der Gegenwart (Tübingen 1909); Essays on the Trinity and the Incarnation, utg. af A. E. J. Rawlinson (London 1928; forskellige anglikanske forf.); F. Gogarten, Ich glaube an den dreieinigen Gott (Jena 1926); Dorothy Sayers, The mind of the Maker (New York 1942, pupolær, interessant); L. Hodgson, The doctrine of the Trinity (London 1944; anglik., værdifuld). Se endvidere de gængse håndbøger i dogmehistorie og dogmatik, afsnittene om t.s-læren, især X. Barth, Die kirchliche Dogmatik I: 1 (München 1932; kap.2, 8 9); E. Brunner, Dogmatik 1 (Zürich 1946; kap. 16); H. Vogel, Gott in Christo (Berlin 1951; kap. 4). R.P. TRETTONDEDAG JUL. T. eller epifania har alltsedan fornkyrkan firats såsom en kristusfest, varvid man särskilt observerat sådana bibliska händelser, som framhävde Jesus i egenskap av Guds son. Sådana voro födelsen, de vise männen, dopet i Jordan och vinundret i Kana. Sedan Jesu födelse fixerats till den 25/12, blev de vise männens tillbedjan t:s firningsämne. T. kallas också Heliga tre konungars dag. I äldre tider gäll- de t. som julens avslutning och stundom _ rentav som det nya årets begynnelse. Under medeltiden, då välkända bibliska berättelser plägade dramatiseras, uppfördes på t. i kyrkorna skådespel, som närmare åskådliggjorde festdagens firningsämne. Element, som lånats från sådana religiösa spel, fortlevde i folktraditionen långt efter reformationen, så t. ex. stjärngosseseden. De närmaste söndagarna efter 6/1 räknas efter t. inom Nordens kyrkor. Texterna under denna tid tala om huru Herrens härlighet uppenbaras. Litt.: M. P:n Nilsson, Årets folkliga fester (2 ed. Sthm 1936); G. Lindberg, Kyrkans heliga år (Sthm 1937). H. J—son TRO. Eksegetisk. Tro er alment en godkendelse af en person, begivenhed, tilstand eller ting, og, indeholdt deri, en vurdering af deres betydning for den troende. Begrebet forekommer derfor i mange religioner, først og fremmest de monoteistiske; i dem er t. 941 TRO udtryk for menneskets forhold til guden. Det almene indhold og den almene brug gør, at der til enhver tid kan lægges noget for den enkelte religion eller religiøse anskuelse særegent ind i trosbegrebet. G.T. har sit trosbegreb, som dog forskellige tider kan lægge hver sit indhold ind i; endvidere må N.T. forudsætte det G. T.-lige trosbegreb og dog på det grundlag hævde sit eget; endelig er trosbegrebet forskelligt farvet i de enkelte N. T.-lige skrifter eller grupper af skrifter. I G.T. spiller selve ordet t. en ret tilbagetrædende rolle; det skyldes den G.T.-lige religions struktur: den er nationalreligion, og den enkeltes forhold til Gud er en del af helhedens; den er en kultisk religion, der lader folket se guddommen og de hellige ting rent håndgribeligt; udtrykkene for gudsforholdet bliver derfor i første række gudsfrygt, lydighed og tilbedelse. Især salmedigtningen udtrykker dog også tit tilliden til Gud. Men trods den ringe brug af ordet spiller begrebet en væsentlig rolle: i forholdet til Gud indgår stadig tilliden til ham, overbevisningen om at han er til, at han er Israels Gud og hjælper, og at forholdet mellem ham og Israel er et ganske særligt. Denne side af gudsforholdet kommer især frem i 5. Mos. og deraf påvirkede skrifter. Selve ordet »at tro» bruges på fremtrædende sted om Abrahams gudsforhold 1. Mos. 15:6, og som udtryk for den holdning Gud kræver af sit folk Jes. 7: 9, jfr. 28:16; også flere gange i 1.—5. Mos. i forbindelse med Guds gerning da han skabte sig sit folk. I jødedommen lever vel det G. T.-lige trosbegreb videre, t. er stadig gudsfrygt, tilbedelse og tillid; men der lægges nu yderligere vægt på lydigheden mod Loven, fordi den nu i højere grad end gudstjenesten og historien åbenbarer Gud og hans vilje. Samtidig bliver, navnlig i samkvemmet med hedningerne, t. det at antage at Gud er til. Men nogen selvstændig betydning har t. ikke; den er noget mennesker skal yde, svarende til de mange andre ydelser som kræves, for at Gud kan give mennesket gengæld i den kommende verden. Det er da ikke noget nyt og ukendt, når der i Jesu ord tales om t.; heller ikke kan t. 942