TRO siges at være stærkere fremhævet i Jesu ord end i senjødedommen; hans krav til mennesker fremsættes i bestemte befalinger og i råbet om omvendelse. Af og til udtrykkes dog også kravet om t., især t. på Guds vilje og magt til at bønhøre (Mark. 5: 36 og par.; Matt. 9: 28; Mark. 11:23—24 og par.; ifølge sammenhængen er det trods den almene formulering også denne t. som menes i Mark. 11:22) og til at hjælpe mennesker ved Jesu undergerninger (»din tro har frelst dig», Mark. 5:34 og par., m.fl.a.st.; jfr. Mark. 2:5 og par.); denne tilsyneladende snævre betydning må dog ses i sammenhæng med kravet om t. på evangeliet, budskabet om Guds rige (Mark. 1:15; Luk. 18:8): i begge tilfælde er der tale om t. som tillid til at Jesu ord er Guds tale og Jesu undergerninger udslag af Guds magt og kærlighed. I den forstand er t. krævet og givet også hvor der ikke ligefrem tales om den; thi både lydigheden mod Jesu krav, efterfølgelse og forsagelse, og frihed fra timelige bekymringer bunder i tillid til Jesus og hans løfte om at Guds rige kommer. I den oldkrisine forkyndelse bliver t. et hovedord. De kristne kaldes de troende, og t. er betegnelse for kristendommen i modsætning til jødedom og især til hedenskab (Ap.G. 4:4, 13:8, 14:27; Rom. 1:8; Gal. 1:23 0.m.a.st.); på lignende måde som i senjødedommen er det fremherskende i t. lydighed (Rom. 1:5 o.fl. st.) og tilslutningen til et bestemt indhold som sandhed, nemlig det som apostlene og menigheden forkynder: at Jesus er Guds søn, stået op af døde, at han kommer igen; for jøder bliver det afgørende t. på, at Jesus er Messias, for hedninger t. på, at Gud er, at han er den eneste, og at han har åbenbaret sig i Jesus; dermed knyttes de andre momenter som den oldkristne t. også rummer, nemlig tillid og håb til Gud (1. Pet. 1:21), sammen med antagelsen af t. på Jesus, tilslutningen til trossætningerne om hans person og gerning, og den tilsvarende bekendelse. Grunden til at trosbegrebet indtager en så central plads og at dets indhold er så omtvistet, er dog Pauli brug af ordet. Når han sætter troen i modsætning til lovger- 943 ninger (Rom. 3:27, 4: 4—5, 9:30—832) som den eneste mulighed for at få gudsretfærdigheden, går han stik imod jødedommens tendens, som er den at indordne t. blandt de gerninger som skal gøres; den konsekvens Paulus drager af det foreliggende trosbegreb er: at t. betyder at undsige enhver gerning som kan give mennesket blot et skin af krav på Gud (Fil. 3:4—11), så retfærdigheden skænkes for Kristi skyld af nåde (Rom. 3: 21—24; Gal. 2: 16). For den troende er t. det der leves i (Gal. 2: 20) og som alle handlinger sker ud af (Rom. 14:23; Gal. 5:6); t. kan således bestemmes som syndens modsætning. — I tilslutning til den dogmatiske drøftelse har den eksegetiske jævnligt drejet sig om, hvorvidt Paulus ved t. først og fremmest forstår tilliden (lat. fiducia) eller tilslutningen (lat. assensus) til et bestemt sæt meninger eller et trosindhold. Spørgsmålet besvares nu ret alment med, at det væsentlige for Paulus som for oldkristendommen i det hele er t. på Kristus sådan som den nogenlunde faste forkyndelse om ham lyder (kerygmaet); den t. Paulus taler om er t. på Kristus, d.v.s. på at Gud har sendt ham, at han er død for menneskers synder og opstået af døde. Væsentligt det samme indhold har t. i de johannæiske skrifter: den er modtagelse af det ord Jesus forkynder — det ord, der handler om ham selv og hans gerning. Også her forudsættes et givet trosbegreb, men det hævdes skarpt at dets indhold kun kan gives ved åbenbaring. N.T. har fastholdt, at t. er tillid og håb til Gud; men det påstår at tilliden og håbet kun gives den som hører og tager imod budskabet om Kristus. Litt.: A. Schlatter, Der Glaube im N. T. (4. ed. Stuttgart 1927; stadig et vigtigt arbejde); R. Gyllenberg, Pistis 1—2 (Helsingfors 1922; religionshist.-ekseget.; fremhæver det pneumatiske i trosbegr.); H. L. Strack—P. Billerbeck, Kommentar zum N.T. aus Talmud und Midrasch 3 (München 1926; s. 187—201 om det rabbinske trosbegr.); E. Wissmann, Das Verhältnis von Pistis und Christusfrömmigkeit bei Paulus (Göttingen 1926; understreger skarpt tro som tilslutning); W. Mundle, Der Glaubensbegriff des Paulus (Leipzig 1932; fremhæver tillidsmomentet og forbindelsen 944