URHISTORIEN. Ved u. eller urtiden forstås menneskehedens ældste historie fra verdens skabelse til patriarktidens indtræden, således som bibelen beretter den i den kreds af fortællinger og stamtavler, vi læser i 1. Mos. 1—11. Efter beretningerne om skabelse, paradis og syndefald fortælles her om menneskehedens tiltagende ondskab, som førte til Guds straffedom over den skabte verden (syndfloden); derefter om verdens genoprettelse og pagten med Noa. Sluttelig Noa-sønnen Sems slægtstavle indtil velsignelsesmanden Abraham, Israels første stamfader. U. fremtræder i bibelen som en indledning til det hovedtema, hvorom 1. Mos. handler: Guds udvælgelse af Israelfolket. Imidlertid falder den hele u. tydeligvis i en række oprindeligt selvstændige afsnit: fortællinger, stamtræer m.m. Det må være den historiske forsknings opgave 1) såvidt det er gørligt at klarlægge disse enkeltstykkers oprindelse og videre overleveringshistorie og 2) at redegøre for deres sammenstilling og betydning i den nuværende sammenhæng. Først i nyere tid er skabelsesberetningerne og det øvrige stof i u. draget ind i den historiske forsknings lys, selvom det ikke kan siges, at man for alle fortællingernes vedkommende er nået frem til en virkelig historisk forståelse. Litterær-kritikken (»den Wellhausenske skole», se Moseböckerna og Wellhausen) fandt, at man måtte fordele stoffet dels på den ældre »J»-kilde (»Jahvisten») — idet man dog i vid udstrækning desforuden har skelnet mellem to eller flere »lag» eller »kilder» eller »traditioner» inden for »J» — dels på den langt yngre »P»-kilde (det »præstelige kildeskrift»). I almindelighed mente man ikke, at den ellers i Mosebøgerne formodede »E»-kilde (»Elohisten») forekom i u., men først i 1. Mos. 20 (el. 15?). Enkelte har dog foreslået, at det ene af de 2 »J»-lag mange har formodet i u., var identisk med »E». Særlig fra dette århundredes begyndelse vendte interessen sig imod at inddrage disse fortællinger — og andet gammeltestamentligt stof — i den almindelige sammenlignende sagn- og myteforskning. 1073 URHISTORIEN I den nyeste tid har den såkaldte traditionshistoriske metode gjort sig gældende, særlig her i Norden, ved siden af eller i stedet for den litterærkritiske — en arbejdsmåde eller indstilling, som søger at gøre alvor af den mundtlige overleverings betydning ved udforskningen af det G. T.- lige stof. Fra denne side forsøger man nu ad nye veje at stille stoffet ind i den gammelorientalske myte- og idéverden. Hvad nu først afsnittet 1:1—3:24 angāår, har man, som allerede nævnt, opdelt det i to helt forskellige beretninger. Man henviser her til, at urtilstanden er tænkt helt anderledes i 2:5 end i 1:2, så de to skildringer skulle vise tilbage til forskellige klimatiske forhold. Endvidere til at menneskets skabelse er anderledes i kap. 2 end i kap. 1, hvor mennesket skabes som et menneskepar. Sprog og fremstillingsmåde er højst forskellige, og skildringen af Gud ligeledes meget forskellig i de to beretninger. Den første skabelsesberetning i u., 1:1— 2:4a, plejer man at henvise til »P». Fortællingens hensigt var for Wellhausen og hans skole den at skildre verdens tilblivelse »naturtro», forfatteren ville give en »kosmogonisk teori». Hermann Gun k el betonede på lignende måde beretningens nøgterne, præstelig-didaktiske karakter. Men denne sidstnævnte forskers egentlige bedrift bestod dog i hans forsøg på at drage en forbindelseslinie mellem det babyloniske skabelsesepos, »Enuma elish», og bibelens første skabelsesberetning. Ved betragtning af det stof, der indeholdes i en række gammeltestamentlige tekster som f.eks. Jes. 51:9 f.; SI. 89:10 f.; Hez. 29:3—5; SI. 104:5—9; Job 38: 8—11 og mange andre ses det, at der i Israel har eksisteret en myte — sikkert i adskillige variationer og afskygninger — der berettede om, hvorledes Jahve besejrede dragen, der førte navnene Rahab og Livjatan. I vort G.T. fortælles myten ikke direkte, dertil har den mindet jødedommen for meget om hedenskabet. Men begge myter, den babyloniske og den hebraiske, har alle hovedpunkter fælles, så det til syvende og sidst ikke drejer sig om to lignende myter, men om den samme myte, som er bevaret i 1074