Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Urhistorien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fra en anden tradition. Sædvanligvis
henviser man kap. 5 til »P». Denne stamtavle
viser mærkelige overensstemmelser med den
liste over 10 urkonger, som man kender fra
Babylonien.
Med kap. 6 begynder forspillet til
beretningen om den store flod. 6:1—4
synes et være et brudstykke af en gammel
kæmpemyte, der beretter om, hvordan
urtidens giganter blev til. De hebræiske
fortælleres afsky for det polyteistiske, som
myten røber, og for den sammenblanding af
det guddommelige og det menneskelige, som
her finder udtryk, spores deri, at beretningen
er »klippet itu» og nærmest fremtræder som
en torso, endvidere deri at denne torso er
brugt som et led i skildringen af jordens
fordærvelse. I stykket 6: 5—12 gives nu en
videre begrundelse for straffedommen i
menneskets ondskab, der var så stor, at Gud
fortrød, han havde skabt mennesket, og
græmmede sig dybt.
Sædvanlig opdeler man
syndflodsberetningen på de to kilder »J» og »P». Medens disse
tidligere kun skulle være forekommet som
afsluttede fortællingshelheder, så skulle de
nu her forekomme indflettede i hinanden.
Ideen om en oversvømmelse af hele verden
mener man ikke kan være opstået af sig selv
i Kanaan, da klimaet dér ikke passer dertil.
Der findes også karakteristiske termini, der
som fremmedord i fortællingen synes at vise
bort fra Kanaan. Selve ordet mabbul —
vandflod — er utvivlsomt af babylonisk
oprindelse. Det er derfor almindelig antaget,
at de israelitiske syndflodstraditioner på en
eller anden måde hviler på de
sumeriskbabyloniske overleveringer om den store
vandflod. Beretningen om denne sidste har
vi direkte overleveret som en episode i
det berømte Gilgames-epos (på dettes 11.
tavle). Ligheden mellem det bibelske og det
babyloniske stof spores tydeligt i selve
handlingens gang. I enkeltheder er der en række
forskelle, navnlig synes der ikke i det
babyloniske epos at findes nogen egentlig etisk
motivering for syndfloden, således som vi
kender det fra bibelen.
Selvom det synes som om der til grund for
disse fortællinger alene ligger et mytologisk
1077
URHISTORIEN
stof, vil dog mange mene, at sagen i nyeste
tid er blevet belyst på en ny måde, gennem
de udgravninger, som British Museum og
Pennsylvaniauniversitetet har foretaget i
Sydbabylonien. Der skulle bag ved de
sumeriskbabyloniske syndflodstraditioner, og dermed
også bag de bibelske, ligge en overordentlig
naturkatastrofe, som har tildraget sig i disse
egne.
Svarende til Guds løfte efter offeret i kap.
8:21—22 får vi i kap. 9: 1—17 to taler af
Gud til Noa: v. 1—7 genindstiftelsen af den
brudte skabelsesorden og v. 8—17
pagtslutningen. Pagtens indhold er, at Gud aldrig
mere vil ødelægge jorden med en vandflod,
og pagtens tegn er buen i skyen. —
I kap. 10 læser vi nu om folkenes
udbredelse over jorden efter
syndfloden. Dette berettes ved en art
verdenshistorie-geografi i slægtstavlens form, en
oversigt over alle de folk man kendte eller
havde hørt om. »Slægtskabet» mellem folkene
beror på deres indbyrdes forbindelse og
samkvem, ikke på faktisk slægtskab i sprog
og raceejendommelighed. Fra Peleg, Ebers
ældste søn, Sems ældste søn, stammer
Abrahams familie. Abraham, Israels første
stamfader, stammer altså ned fra Noas ældste
søn. Heri træder Israels udvælgelse frem.
Verden (d.e. den forasiatiske kulturkreds)
falder i tre dele: »Semitterne» d. e. folkene i
midten, »Hamitterne» d.e. de sydlige folk,
og »Jafetiderne» d.e. de nordlige folk.
Fortællingen om Babelstårnet lader
i modsætning til folketavlen i kap. 10
folkene blive spredt over jorden ved en
katastrofe. Til grund for fortællingen ligger
formodentlig et stærkt ætiologisk præget sagn,
der beskæftigede sig med Babels gamle
tempeltårn (Ziggurat), sprogenes mangfoldighed
0.a., og som næppe er opstået i Babel selv,
men afspejler det indtryk, Babel gjorde på
fremmede. I den jahvistisk-hebræiske gren
af traditionen, som vi har i bibelen, er
fortællingens hovedpunkt blevet menneskenes
hovmod (jfr. profeten Jesaja). Menneskenes
adspredelse over jorden og sprogforvirringen
har Gud egentlig ikke villet, men det
skyldes altsammen menneskets hybris. — I kap.
11:10—26 læser vi Sems slægtstavle. Med
1078
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 3 01:43:01 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ntu/3/0553.html