fra en anden tradition. Sædvanligvis henviser man kap. 5 til »P». Denne stamtavle viser mærkelige overensstemmelser med den liste over 10 urkonger, som man kender fra Babylonien. Med kap. 6 begynder forspillet til beretningen om den store flod. 6:1—4 synes et være et brudstykke af en gammel kæmpemyte, der beretter om, hvordan urtidens giganter blev til. De hebræiske fortælleres afsky for det polyteistiske, som myten røber, og for den sammenblanding af det guddommelige og det menneskelige, som her finder udtryk, spores deri, at beretningen er »klippet itu» og nærmest fremtræder som en torso, endvidere deri at denne torso er brugt som et led i skildringen af jordens fordærvelse. I stykket 6: 5—12 gives nu en videre begrundelse for straffedommen i menneskets ondskab, der var så stor, at Gud fortrød, han havde skabt mennesket, og græmmede sig dybt. Sædvanlig opdeler man syndflodsberetningen på de to kilder »J» og »P». Medens disse tidligere kun skulle være forekommet som afsluttede fortællingshelheder, så skulle de nu her forekomme indflettede i hinanden. Ideen om en oversvømmelse af hele verden mener man ikke kan være opstået af sig selv i Kanaan, da klimaet dér ikke passer dertil. Der findes også karakteristiske termini, der som fremmedord i fortællingen synes at vise bort fra Kanaan. Selve ordet mabbul — vandflod — er utvivlsomt af babylonisk oprindelse. Det er derfor almindelig antaget, at de israelitiske syndflodstraditioner på en eller anden måde hviler på de sumeriskbabyloniske overleveringer om den store vandflod. Beretningen om denne sidste har vi direkte overleveret som en episode i det berømte Gilgames-epos (på dettes 11. tavle). Ligheden mellem det bibelske og det babyloniske stof spores tydeligt i selve handlingens gang. I enkeltheder er der en række forskelle, navnlig synes der ikke i det babyloniske epos at findes nogen egentlig etisk motivering for syndfloden, således som vi kender det fra bibelen. Selvom det synes som om der til grund for disse fortællinger alene ligger et mytologisk 1077 URHISTORIEN stof, vil dog mange mene, at sagen i nyeste tid er blevet belyst på en ny måde, gennem de udgravninger, som British Museum og Pennsylvaniauniversitetet har foretaget i Sydbabylonien. Der skulle bag ved de sumeriskbabyloniske syndflodstraditioner, og dermed også bag de bibelske, ligge en overordentlig naturkatastrofe, som har tildraget sig i disse egne. Svarende til Guds løfte efter offeret i kap. 8:21—22 får vi i kap. 9: 1—17 to taler af Gud til Noa: v. 1—7 genindstiftelsen af den brudte skabelsesorden og v. 8—17 pagtslutningen. Pagtens indhold er, at Gud aldrig mere vil ødelægge jorden med en vandflod, og pagtens tegn er buen i skyen. — I kap. 10 læser vi nu om folkenes udbredelse over jorden efter syndfloden. Dette berettes ved en art verdenshistorie-geografi i slægtstavlens form, en oversigt over alle de folk man kendte eller havde hørt om. »Slægtskabet» mellem folkene beror på deres indbyrdes forbindelse og samkvem, ikke på faktisk slægtskab i sprog og raceejendommelighed. Fra Peleg, Ebers ældste søn, Sems ældste søn, stammer Abrahams familie. Abraham, Israels første stamfader, stammer altså ned fra Noas ældste søn. Heri træder Israels udvælgelse frem. Verden (d.e. den forasiatiske kulturkreds) falder i tre dele: »Semitterne» d. e. folkene i midten, »Hamitterne» d.e. de sydlige folk, og »Jafetiderne» d.e. de nordlige folk. Fortællingen om Babelstårnet lader i modsætning til folketavlen i kap. 10 folkene blive spredt over jorden ved en katastrofe. Til grund for fortællingen ligger formodentlig et stærkt ætiologisk præget sagn, der beskæftigede sig med Babels gamle tempeltårn (Ziggurat), sprogenes mangfoldighed 0.a., og som næppe er opstået i Babel selv, men afspejler det indtryk, Babel gjorde på fremmede. I den jahvistisk-hebræiske gren af traditionen, som vi har i bibelen, er fortællingens hovedpunkt blevet menneskenes hovmod (jfr. profeten Jesaja). Menneskenes adspredelse over jorden og sprogforvirringen har Gud egentlig ikke villet, men det skyldes altsammen menneskets hybris. — I kap. 11:10—26 læser vi Sems slægtstavle. Med 1078