Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Utlandsverksamhet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den første spire til DKU begyndte dog i
Berlin, hvor der siden 1912 havde været
holdt regelmæssige danske gudstjenester;
men lige efter den første verdenskrig
henvendte menigheden sig i 1918 til en kreds af
mennesker i Danmark om hjælp til at få
rejst en dansk kirke i den tyske hovedstad.
Denne henvendelse resulterede i, at der blev
dannet et udvalg med redaktøren for
Kristeligt Dagblad, Ernst Kjærsgaard og den
kendte københavnske sognepræst, A. Fibiger
i spidsen. I dette udvalg fødtes tanken om på
bredt grundlag at tage et kirkearbejde op
blandt danske i udlandet, og da den blev
virkeliggjort den 25. marts 1919, som regnes
for DKUs stiftelsesdag, valgte man den
daværende biskop over Lolland-Falster stift,
C. Wegener, som formand.
Det første arbejde, der blev knyttet til DKU
var således det igangværende kirkearbejde i
Berlin, hvor lønnen delvis blev skaffet
gennem en statsbevilling. Menighedens første
præst var Bent Lindhardt.
Det største arbejde fik DKU i
Sydslesvig. Sønderjylland var i 1920 blevet
genforenet med Danmark, og danske kredse i
byen Flensborg, der ikke kom med ved
genforeningen, henvendte sig til DKU om hjælp
til ansættelse af en dansk præst. Der havde
tidligere været holdt gudstjenester i
Flensborg på dansk, men af tyske præster; nu
ønskede man en præst fra Danmark. Den
første præst blev den senere biskop i
Haderslev stift, C. W. Noack, som nu er DKUs
formand. Antallet af præster i hele
Sydslesvig voksede hurtigt til 3, og endvidere blev
der ansat 2 ungdomssekretærer; men efter
den sidste verdenskrig blev arbejdet i
Sydslesvig udvidet meget stærkt. Den nationale
vækkelse her nødvendiggjorde, at antallet af
udsendinge i løbet af få år måtte udvides
fra 5 til 35 udsendinge, der er spredt over
hele landsdelen. Denne stærke udvidelse af
arbejdet sprængte naturligvis DKUs budget,
hvorfor den danske stat trådte hjælpende til.
DKU har ialt 50 udsendinge (36 præster
og 14 sekretærer), hvoraf 35 (25 præster og
10 sekretærer) arbejder i Sydslesvig.
Arbejdsstederne er følgende: Sydslesvig,
Berlin, Kiel, Paris, London, Zürich, Stock-
1093
UTLANDSVERKSAMHET
holm, Göteborg; Buenos Aires, Tandil og
Necochea i Argentina; Rio de Janeiro i
Brasilien, Edmonton, Alta., St. John, N.B.,
London, Ont., og Vancouver, B. C.i Canada samt
Sydney i Australien. Foruden disse steder
har DKU også haft følgende arbejdssteder,
der nu er nedlagte: Shanghai, Kina og
Chirgua, Venezuela samt virket blandt
danske arbejdere, der under den anden
verdenskrig havde beskæftigelse i Tyskland.
I 1936 blev DKU og foreningen »Derude»
sluttet sammen, hvorefter DKU overtog
forpligtelsen til også at virke blandt dansk
ungdom i udlandet. DKU har således 14
ungdomssekretærer, der har denne specielle
opgave.
DKUs øverste myndighed er et
repræsentantskab på ca. 335 medlemmer
repræsenterende folkekirkens forskellige retninger;
således er alle Danmarks biskopper
medlemmer. Som formand har DKU hidtil ønsket
en biskop. DKUs nuværende formand er
biskop C. W. Noack, Haderslev. Den daglige
ledelse er lagt i hænderne på en bestyrelse
på 9 medlemmer, hvis formand er
sognepræst Sven Nielsen, København. DKUs
årlige budget er på ca. kr. 1.350.000, hvoraf
ca. kr. 650.000 er statstilskud. Resten
indkommer ved frivillige gaver og kollekter,
bl.a. ved en årlig »Alle Helgens Kollekt»
i næsten alle landets kirker. For at sprede
kendskab til DKUs arbejde udsendes et blad
»Dansk Kirke i Udlandet», der udkommer
i ca. 36.600 eks. 6 gange årligt.
Litt.: Festskriftet DKU 1919—1944 (Khvn
1944) ; Sydslesvigs kirkekalender 1948—51; DKUs
årbog (Khvn 1956). J.F.
Innan Finland blev självständigt,
inriktades u. på de finsktalande lutheraner, som
bodde i Ryssland. Efter freden i Stolbova
(1617) hade finska nybyggare flyttat över
till Ingermanland, där lutherska
församlingar grundades. Även efter det Sverige
hade förlorat Ingermanland (1721),
fortlevde den lutherska kyrkan där. Officiellt
hade Finlands kyrka ingenting att göra
med den ingermanländska, men då denna
fick sina präster från Finland, upprätthölls
härigenom en livlig växelverkan som blev
avbruten först av den ryska revolutionen.
1094
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 3 01:43:01 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ntu/3/0561.html