VALDESERE aktualisera sanningarna om Guds nåd och frälsningens nödvändighet, trons förverkligande i det praktiska livet och plikten till mission och kristen aktivitet. — Det bör heller icke undervärderas, att W. under sin tjugoåriga tid i riksdagen hade goda och flitigt utnyttjade tillfällen att föra talan både för utvidgad religionsfrihet och för kristna principers förverkligande i samhällslivet. Litt.: Skrifter av W.: Pietisten 1868—1917 (innehållande bl.a. predikningar över de nya högmässotexterna, Guds eviga frälsningsråd); Brukspatron Adamsson eller Var bor du? (8 ed. Sthm 1937); Om försoningens betydelse (2 ed. Sthm 1873); Herren är from (senaste ed. Sthm 1931); Nya testamentet i ny övers. med förklarande anmärkningar (4 ed. Sthm 1922); Biblisk troslära (4 ed. Sthm 1938); P. P. Waldenströms brev 1858—1882, saml. av W. Bredberg (Sthm 1938). Skrifter om W.: E. Leufvén, P. W. som predikant (Uppsala 1920); C. O!sson, Försoningen enligt C. O. Rosenius och P. W. (diss. Uppsala, Sthm 1928); O. Johansson, P. P. W. i kyrkomötet (Sthm 1931); E. Newman, Den waldenströmska försoningsläran i historisk belysning (Sthm 1932); G. Borgenstierna, Om Kristi person och verk (diss. Uppsala, Sthm 1942); R. Tomson, En hövding (2 ed. Sthm 1938; populär); dens., En politisk vilde i 25 riksdagar (Sthm 1942); dens., Den radikale W. (Sthm 1945); W. Bredberg, P. P. W:s verksamhet till 1878 (diss. Uppsala, 2 ed. Sthm 1949); E. Sundström, Arvet från W. (Sthm 1953; populär); A. Johansson, W:s kristendomstolkning (Lund 1954). B. W. VALDESERE, evangelisk kirkesamfund i Italien. V. har navn efter (Petrus) Valdes, en rig købmand i Lyon, der 1176 blev grebet af det apostolske fattigdomsideal, uddelte sit gods til de fattige og begyndte at prædike. Snart dannedes en sammenslutning af lægmandsprædikanter, der drog omkring to og to, prædikede og hørte skrifte. Disse »fattige fra Lyon» (pauperes de Lugduno, pauperes Christi) ansøgte på lateransynoden 1179 Alexander III om tilladelse til at prædike, hvilket blev dem nægtet. Da v. fortsatte deres vandreprædiken, fordømte konciliet i Verona 1184 dem som kættere. V. angreb nu kirken og dens gejstlighed; kun de præster, der lever i apostolsk fattigdom, er sande præster med gyldige embeds- 1103 handlinger. V. blev fordrevet fra deres hjemegn og udsat for svære forfølgelser. Korstoget mod albigenserne 1209—29 ramte også v. En fløj blev vundet for kirken og dannede et samfund af »katolske fattige», som dog ingen betydning fik. I Italien (Lombardiet) smeltede v. delvis sammen med en beslægtet, men mere kirkefjendsk retning, humilianterne. Efter Valdes’ død 1218 kom det til et brud mellem den italienske og den franske gren. V. nåede også til Spanien, Schweiz og Tyskland, til Böhmen og Mähren, hvor de kom i forbindelse med hussiterne. Middelalderen igennem blev v. forfulgt overalt. Deres egentlige hjemsted blev de cottiske alpedale i Piémont. Karakteristisk for v. var deres stærke moralisme (nægtelse af edsaflæggelse og krigstjeneste) og ivrige bibelstudium. Dele af bibelen oversattes til folkesproget. De forkastede det katolske hierarki og sakramentlæren og havde egne biskopper og præster. Pavedømmet, skærsild og sjælemesser, helgen- og relikviedyrkelse afvistes. Nadveren fejredes af brødrene som en enkel »lægmandsnadver» med mältidsvelsignelse og brødsbrydelse. Den egentlige nadver holdtes kun skærtorsdag under biskoppens forsæde. Af de menige tilhængere krævedes ikke, at de i det ydre brød med kirken. V.s kristendomstype var i det store og hele katolsk. Bibelen, der alene er norm for lære og liv, opfattedes på middelalderlig vis som »Guds lov». Deres berømteste skrift er digtet »la nobla leyçon» (»den ædle lære»), formentlig fra 13. årh., en slags missionsprædiken på vers, der reciteredes af de omrejsende prædikanter. Det præges fuldt ud af middelalderens fromhedsopfattelse, formaner til bøn og gode gerninger og varsler dommedags nærhed under henvisning til kirkens forfald. V.s biblicisme var dog et forsøg på at udforme en bibelsk, personlig tilegnet kristendom, hvorved de peger fremad mod reformationen. I 16. årh. blev v. vundet for reformationen af de schweiziske og franske reformatorer, især Farel. På den vigtige synode i 1532 besluttede v. at opgive deres middelalderlige særpræg og tilslutte sig evangelisk kristen- 1104