VELSIGNELSE læggelse og som regel med brug af fast formede ord, som derfor også kan kaldes v. (jfr. den aronitiske v., 4. Mos. 6:24). Først og fremmest har velsignelseshandlingen og -ordet sin plads ved tempelgudstjenesten (i senjødedommen også i synagogen), og i kraft af denne plads bliver den også udtryk for den sidste gave og det sidste liv, som Gud vil give sit folk og sin menighed, frelsen i eskatologisk forstand. V. i N.T. har ikke sine forudsætninger i græsk sprogbrug og skik, hvor v. så godt som ingen rolle spiller, men i den G. T.-lige v. De G.T.-lige udtryk og tanker og (gudstjeneste) former lever videre, mennesker velsigner stadig hverandre og kan også udtale en v. over Gud (Jak. 3:9), sædvanligvis dog med den stivnede jødiske formel (2. Kor. 1:3; Ef. 1:3; 1. Pet. 1:3; Åb. 7:12; jfr. Mark. 14:61), der i senjødisk og N. T.-lig tid ikke er meget andet end en lovprisning; ved valfartsfesten lyder stadig det gamle råb »velsignet Han som kommer», Mark. 11:9 og par. Formelt er det v. som alle jøder kunne udtale, både når Simeon velsigner Jesus og hans forældre (Luk. 2:34), når Jesus velsigner børnene (Mark. 10:16) og når han byder at velsigne dem som forbander en (Luk. 6:28; jfr. Rom. 12:14; 1. Kor. 4:12; 1. Petr. 3:9; og mærk modsætningen mellem at velsigne og at forbande). Den G.T.-lige form for v. mennesker imellem har vel også i den ældste kristenhed spillet langt større rolle end de N. T.-lige skrifter (og de efterapostolske) giver indtryk af. Den ældste menighed vidste, at den var arving til v. (1. Pet. 3:9), d.v.s. den v. som Gud havde tilsagt Abraham og hans efterkommere (1. Mos. 12:3, 22:18); det kan forkyndelsen sammenfattes i, Ap.G. 3:25 og Gal. 3: 8—14, jfr. Hebr. 7: 1—10. Men denne v. er knyttet til Jesus og hans gerning; Gud har sendt ham, for at han kan velsigne dem, der skal være Guds folk (Ap.G. 3:26); Jesus er selv, som »den som kommer», velsignet, det er ham som ejer og skænker v. (Rom. 15:29). Sådan bliver ordet v. i visse forbindelser i N.T. (ikke mange) udtryk for selve frelsen i Kristus, tydeligst i Ef. 1:3. — 1127 Kirken har da også overtaget den jødiske skik at lyse v. ved gudstjenesten. En særlig brug af ordet gøres der i udtrykket »v.s kalk», 1. Kor. 10:16; den kaldes vel sådan efter den v. af Gud som udtaltes ved mältidet (Mark. 6:41 og par.) og som lød ved nadveren (Mark. 14:22 og par.); men vel også fordi nadverens gaver var bærere af Guds v. over mennesker. Litt.: J. Pedersen, Israel 1 (2. ed. Khvn 1934); L. Brun, Segen und Fluch im Urchristentum (1932; standardværket). B. N. Dogmatisk. Ved v. må i dogmatikken i snævrere forstand forstås skabelsens og forsynets nåde til forskel fra forløsningens nåde: saligheden. V. er en timelig, saligheden en evig nåde. V. omfatter således forstået menneskets ydre tilværelse, sundhed, trivsel, fred, ære o.s.v., saligheden menneskets indre liv, gudsforholdet. Men v. og salighed kan ikke skilles, fordi mennesket er en helhed af timeligt og evigt, af ydre og indre, af legeme og sjæl. Derfor kan ordet v. i N.T. også bruges i vid betydning som sammenfatning af alt, hvad Gud skænker mennesket i Jesus Kristus som opfyldelse af sit løfte om v. for alle jordens slægter i Abrahams sæd (1. Mos. 22:18). Hos Paulus er denne vide forståelse af v. fremherskende (Gal. 3: 14, se endvidere det eks. afsnit). I tilknytning til Paulus bruges ordet v. jævnlig som omfattende også »saligheden», omtrent =nåde. Dog vil i kraft af den bibelske menneskeforståelses betoning af sammenhængen mellem sjæl og legeme, timelighed og evighed, den mod det jordiske og timelige sigtende betydning af v. altid svinge med også i den videre betydning. I forståelse af denne sammenhæng tilskrev oldkirkelige fædre (Irenæus, Gregor o.a.) og Luther dåben og nadveren ikke blot saliggørende, men også velsignende betydning: nadveren var næring af legemet til opstandelsen. Kristen forsynstro vil heller aldrig kunne opgive forvisningen om, at Gud med løftet om evig salighed udtrykker også sin vilje til timeligt at velsigne mennesket. I det jordiske livs ordninger: familie, folk, kaldsgerning, ligger v. gemt. Og i Fadervors 4.—7. bøn er v. stillet lige foran saligheden. V. må under dette liv 1128