VERDEN har de forskjellige utsagn om v. sin spenningsfylte enhet. Ut fra dette sentrum må også synet på kirkens og de troendes forhold til v. forståes. Den grunnleggende motsetning ligger — paulinsk uttrykt — i at de döpte med Kristus er döde bort fra v. (Gal. 6: 14; Kol. 2: 20), eller — johanneisk uttrykt — i at de troende ikke er av v., slik Kristus ikke er av v. (Joh. 15: 19, 17: 14 f.). Samtidig lever de stadig i v., hvor de skal være Kristi budbærere og bringe lys til v., også når de möter lidelse og forfölgelse (Matt. 5:14; Joh. 15: 18 f., 17: 14 ff.; Rom. 8: 18 ff.; Fil. 2:5). Det gjelder at de kristnes liv blir bestemt av Kristus og ikke av denne v., slik at de hverken faller tilbake til et liv i synd og last (Ef. 2: 1 ff.) eller til observanser sprunget frem av en kosmisk religiösitet (Kol. 2:20 ff.), og at de heller ikke gjör evangeliet til et middel til å vinne egen visdom og ære (1. Kor. 1: 18 ff.). Friheten fra v. består for Paulus ikke i verdensflukt (1. Kor. 5:10, jfr. Joh. 17: 15), men i å »bruke v. som de som ikke bruker den», en frihet i forholdet til v. som springer frem av bundetheten til Kristus (1. Kor. 7:29 ff., 3:22). I noen skrifter betones mer ensidig friheten fra v.s forgjengelighet og besmittelse (2. Pet. 1:4, 2: 20; Jak. 1:27, 4: 4). Også hos Johannes kan kjærligheten til Gud og kjærligheten til v. stilles opp mot hverandre (1. Joh. 2: 15 f.), samtidig som det sterkt betones at »dette er den seier som har seiret over v.: vår tro» (1. Joh. 53: 4 f.; jfr. Joh. 16: 33). Litt.: C. H. Dodd, The bible and the Greeks (London 1935); R. Löwe, Kosmos und Aion (Gütersloh 1935); H. Sasse, art. xóopog i Theol. Wörterbuch z. N. T., hrsg. v. G. Kittel, 3 (Stuttgart 1938); B. Reicke, Lagen och denna världen hos Paulus (i Sv. exeg. årsbok 1943). N.A.D. Etisk og dogmatisk. Det egenartede i det kristne syn på v. træder klart frem ved en sammenligning med hinduismen. For denne er tilværelsen her egentlig ikke fuldt virkelig; v. er, navnlig for vedanta-filosofien, i grunden et skin, maya, halvvejs illusion; og selv bhakti-fromheden, der vurderer v. mere positivt, betragter den dog som guddommens »leg». Frellsen består derfor i at vende ryg- 1131 gen til dette tomme gøglespil og finde det evige og fuldt virkelige. For kristendommen derimod er v. som Guds skaberværk og skuepladsen for frelseshistorien for ramme alvor virkelig, »fortvivlende real» (H. Kraemer). I øvrigt er det kristne syn på v. karakteriseret af en spænding mellem troen på, at v. som Guds skaberværk er god, og at den er forurenet af synd, ja i den ondes vold. Oldkirkens teologer mødte i de forskellige gnostiske systemer en stærkt pessimistisk bedømmelse af tilværelsen her, navnlig af dens materielle side, der gennemgående identificeredes med det onde. Gnostikerne kunne derfor ikke opfatte den øverste guddom som v.s skaber og repræsenterede i det hele et ret dualistisk syn. Heroverfor fremhævede kirkefædrene stærkt den bibelske skabelsestanke, undertiden sådan, at man svækkede den N. T.-lige tale om den ondes magt. Karakteristisk er det således, at en lang række oldkirkelige eksegeter ikke ville anerkende, at Paulus i 2. Kor. 4:4 kalder djævelen for »denne verdens (eller denne aions) gud», men voldeligt omtolkede en klar tekst. Filosofisk (ikke mindst stoisk) indflydelse bidrog også til at understrege den optimistiske side af det kristne syn på v. og trænge dualismen tilbage. Med største omtrentlighed kan det siges, at den mere anerkendte kirkelige teologi i reglen har været ret positiv i sin lære om tilværelsen her. Dette gælder i nogen grad selv Luther trods hans stærke tale om djævelens magt og syndighedens radikale karakter. Nejet til »verden» som syndig har især haft tilhold i fromhedskredse, der stod den officielle kirkelighed ret fjernt. Her mærkedes i øvrigt ofte ikke bare indflydelse fra Ny Testamentes dualistiske tanker, men også en ringeagt for v., der minder om hinduismen og vel skyldes påvirkning fra nyplatonisk mystik. V. er en »jammerdal» og egentlig bare bedragerisk. Modsat har nyere teologer kunnet nærme sig stærkt til en så optimistisk opfattelse som Spinozas eller Hegels. Karl Barth fremhævede i sine første skrifter ensidigt den radikale afstand mellem Skaberen og skabningen, i de senere 1132