år derimod, at v. netop er skabt til at være skuepladsen for frelseshistorien og derfor med henblik på Guds pagt. Det er omstridt, hvorvidt det er bibelsk at tale om, at v.s »struktur» eller »skikkelse» mere eller mindre radikalt er ændret ved et syndefald, eller om det ufuldkomne i tilværelsen kun fremtræder for mennesket, fordi det selv er »forvendt». Nogle teologer (navnlig Karl Heim) mener, at vi nødes til at anlægge et tankemæssigt uforeneligt dobbelt aspekt: dels er v. Guds underfulde værk, der lovpriser Skaberen, dels er den i hele sin struktur forvendt og venter forløsning. Andre hævder, at skabelsen fra første færd var Guds kamp mod fordærvsmagter, og at denne kamp fortsætter i Kristi forløsningsværk og fuldendes ved hans genkomst. Som Guds skaberværk er v. da god; men den er stadig truet af ødelæggende kræfter. Tror man, at v. væsentligt fremtræder, som Gud skabte den, drister man sig ofte til at ville påvise »skabelsesordninger» som f. eks. stat og folkelighed, og på grundlag heraf at opbygge en kristelig etik. Undertiden siger man, at i hvert fald den kristne må kunne aflæse noget om Guds vilje ud fra den skabte v.s struktur. Heroverfor protesterer navnlig den af Barth influerede teologi på det voldsomste. Den v., vi kender, tilslører Gud. Gud kendes kun i Kristus, og etikken må derfor være kristocentrisk. I troen på syndernes forladelse modtager vi ganske vist vort menneskelivs vilkår som Guds gode gave, dog ikke som det, der nu skal retlede vor handlen, men som den gudgivne baggrund for vor tjeneste i lydighed mod Kristus. I sig selv vedbliver v. indtil Herrens dag at være mærket af, at djævelen er »denne verdens fyrste»; men i troen på Kristi sejr tør vi dog sige et frejdigt og taknemmeligt ja til vort jordeliv, dets kampe, dets glæder og sorger, dets skønhed og armodđd, i Kristus også netop til dette sidste. Dette ja involverer en stadig kamp for og bøn om, at Guds vilje, som den er åbenbaret, ikke i skabningen, men i Kristus, må ske på jorden lige så fuldkomment, som englene udfører den i himlen. Og dette ja grunder sig egentligst i forvisningen om, at ved Kristi gen- 1133 VERDENSBILLEDE komst skal hele tilværelsen underlægges ham. Med rette er det blevet sagt, at den kristne skal »omvende sig» to gange: Først bort fra verden og dernæst tilbage til verden. Og idet dette sker, bliver det kristne ja til tilværelsen her mere fuldtonende end nogensinde før, og samtidig kaldes han ind i en aldrig trættet kamp mod »denne verdens skikkelse», det ondes herredømme i Guds verden. Nietzsches kampråb mod de kristne » Brødre, bliv jorden tro!» kan den kristne netop akceptere, fordi han ved, at det er her, han skal tjene Herren, og at v. trods alt er Guds. Litt.: Ang. forholdet mellem hinduisk og kristen opfattelse se især H. Kraemer, The Christian message in a non-Christian world (London 1938; sv. overs. Kristendomens budskap i en ickekristen värld, Sthm 1940). Se i øvrigt K. Heim, Jesus der Herr (3. ed. Berlin 1937); dens., Jesus der Weltvollender (3. ed. Berlin 1952); K. Barth, Die kirchliche Dogmatik III: 1—3 (Zürich 1945 —50); G. Aulén, Den kristna gudsbilden genom seklerna och i nutiden (Sthm 1927; især s. 357 ff.); R. Prenter, Skabelse og genløsning (Khvn 1951; især s. 145 ff.); W. Elert, Das christliche Ethos (Tübingen 1949; især s. 408 ff.); T. Schack, Johann Georg Hamann (Khvn 1948). I øvrigt behandles problemet rundtom i kristne dogmatikker og etikker. N. H. S. VERDENSBILLEDET. V.iG.7.erihoveddragene bestemt av det babyloniske, men med visse endringer ut fra kanaaneiske naturforhold. Der må naturligvis sondres mellem menigmanns og dagliglivets v., hvor »jorden» og »landet» faller sammen (hebr. ’œ'ræs betyr begge deler), og hvor »jordens» omfang er bestemt av den snevre geografiske horisont, og det mer »videnskapelige» v. av kosmologisk karakter. Verden er i tidenes opphav (hebr. ’ola'm) blitt skapt av guddommen ut fra en kaos-tilstand. Ved siden av den kanaaneiske oppfatning av urtilstanden som öde örken (1. Mos. 2) står den dominerende, oppr. babyloniske, hvor kaos karakteriseres ved ordet teħho'm (akkad. tiāmat) det »öde», »tomme», »larmende», »hovmodige» urhav (1. Mos. 1:2). I den mytiske poesi forestilles urhavet som et uhyre, en drage el. orm (Leviatan, Rahab), som har andre drager til »hjelpere». Skapel- 1134