W. A. Wexels. Litografi. dende ved utarbeidelsen av ny salmebok i Norge. Forklaringsstriden utelukket dette, og Landstads flengende kritikk av W:s »Psalmebog» (1849) gjorde sitt. W:s samlinger ble lite brukt og ikke engang innført i hans egen kirke. Stor utbredelse fikk heller ikke »Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog» (1853), utarbeidet av W. sammen med Grimelund og Jørgen Moe. Landstad opptok bare 2 av W:s salmer, mens Landstads reviderte har 9, Nynorsk salmebok 8, Den svenska psalmboken 1 og Den danske salmebog 6 originale salmer av W. Blant hans beste salmer er »Så vide om land som sol mon gå» og »Å tenk når engang samles skal». Litt.: E. Mau, Præsten W.A. Wexels’s liv og virken (Kristiania 1867); D. Thrap, Wilhelm Andreas Wexels (Kristiania 1905); A. Skrondal, Grundtvig og Noreg (Bergen 1929); H. Nilsen— H. Norendal, Salmediktning og salmesamling i Norge i tiden fra 1814 til 1869 (Norvegia Sacra 1928—1929); E. Danbolt, Misjonstankens gjennombrudd i Norge (Oslo 1947); E. Molland, Fra Hans Nielsen Hauge til Eivind Berggrav (Oslo 1951; kortfattet oversikt); P. E. Rynning, Salmedikting i Noreg 2 (Oslo 1954). K. V. 1149 VIBORG STIFT VIBORG STIFT. Viborg var i hedensk tid et anset kult- og tingsted formentlig for hele Nørre-Jylland; her hyldedes kongerne op til 1660. Allerede 962 kendes spor af kristendom i Viborg, men V. er først oprettet ved udskiftningen af de 4 nørrejyske stifter ca. 1060. Dets grænser fulgte i middelalderen Limfjorden fra lidt øst for Struer til Kattegat, langs Jyllands østkyst til Randersfjord og en linie temmelig tæt syd om Viborg by. Mors gik siden til Vendelbo stift, områderne nord for Randers fjord pantsattes 1395 til Århus og kom aldrig tilbage. Stiftet var dermed stærkt reduceret, og dets indkomst ansattes ved taksationen 1396 til blot 120 gylden. 1554 afstodes Ålborg by til Vendelbo stift, og 1844 gik Læsø — hvis besiddelse af hensyn til saltudvindingen var stærkt bestridt af Vendelbobisperne i middelalderen — til Ålborg stift. Domkapitlet grunder sig på kongelige donationer, ialtfald fra omkring 1080, men oprettedes definitivt efter augustinerkorherrereglen ca. 1120; samtidig begyndtes bygningen (af granit, frådsten og tuf) af en stort anlagt romansk domkirke, og byens kirkelige betydning understreges iøvrigt af de 12 kirker, den besad i middelalderen. Under de store ærkebispestridigheder i det 13. århundrede stod V. biskop og kapitel ubrydeligt på kongens side og hævdede nationalkirkelige synspunkter; biskop Niels var kongelig kansler og han og hans efterfølger i bestandig konflikt med Jacob Erlandsen. 1286 gravlagdes den myrdede kong Erik i domkirken, der hermed fik forøget anseelse; allerede i det 12. århundrede optoges dyrkelsen af en lokal helgen (St. Keld), som lokalt kanoniseredes 1188 og nød megen veneration i stiftet. Den mest bekendte af middelalderbisperne er uden tvivl Gunnar, forhen cistercienserabbed og lærd kanonist, medforfatter af Jyske lov og talsmand for moderat gregorianske synspunkter. Senmiddelalderens konciliære reformbestræbelser gav sig udslag i sekulariseringen og reformerne i kapitlet 1440, men her som andet steds førte de adelige »herrebispers» regimente til kritik mod kirken; den verdslige biskop Jørgen Friis vakte forargelse ved 1150