VIBORG STIFT Viborg domkirke. Grundlagt omkr. midten af 1100-tallet. Flere gange beskadiget af brand og ombygget. Nyopført fra grunden i romansk stil 1864—76. sin griskhed, og da Hans Tausen* 1525 anbragtes i Johannitterklostret i Viborg, begyndte en kraftig reformatorisk bevægelse, tidligere og stærkere end noget andet sted vest for Store Bælt. 1526 begyndte Hans Tausen at prædike offentligt under stor tilstrømning, støttet af to andre reformatorer (Jac. Skønning og Jørgen Sadolin); det kom til konflikt med bispen, men Tausen satte med borgernes bistand hårdt imod hårdt og fik kongeligt værnebrev som prædikant; da han 1529 flyttede til København, var den lutherske frikirkedannelse i Viborg en realitet; den wittenbergske indflydelse, som er ejendommelig for Tausens vedkommende, gav sig udtryk i liturgiske reformer (»Aftensang med Psalmer, Antiphoner og Magnificat», 1529) og i manualer til kirkelige handlinger (dåb, nadver, bryllup). Det refor- 1151 matoriske gennembrud karakteriseres også ved, at borgerne 1529 fik lov at nedbryde de 12 kirker og overtage tiggerklosterkirkerne som sognekirker. Selv i domkirken trængte de evangeliske, liturgiske reformer ind. Bispen havde reelt givet op omkr. 1530 og forskansede sig på den nærliggende fæstning Hald. Her arresteredes han 1536, men godkendte kort efter omvæltningen og levede som verdslig stormand til sin død. Som den første superintendent valgtes Jakob Skønning, en af byens ivrigste prædikanter og medarbejder på den nye kirkeordinans. Efterreformationen mistede Viborg meget af sin gamle betydning som »jysk hovedstad», og i den almindelige kirkelige udvikling gjorde V. ikke nogen større indsats; det havde dog adskillige betydelige bisper (Henrik Gerner, kendt fra kampen om Kronborg 1659, Andreas Woldike, der af den pietistiske regering gjordes til biskop for ikke at stå vækkelsen i København i vejen), ligesom også den i enevældens tid meget frittalende stiftsprovst Tychonius bør nævnes. Det 18. århundredes pietisme prægede ikke V. — trods dramatiske sammenstød i selve byen — og til at begynde med var ikke heller det 19. århundredes vækkelser stærkt fremtrædende i V. Mod århundredets slutning prægedes dog dets vestlige del (Salling) af grundtvigianismen, mens det fattige Himmerland mod øst fik en ikke ubetydelig påvirkning fra Indre Mission. Bisperne tilhørte til 1921 den centrumskirkeligt-mynsterske type. 1921 udnævntes missionsmanden Johannes Gøtzsche, og efter bispevalgsloven 1922 har V. stedse valgt bisper af Indre Mission. Det hænger sammen med, at den jyske stiftsomlægning 1922 fratog V. dets østligste områder (som kom til Älborg), hvor den kirkelige interesse var mindst og overførte til det fra Ribe stift det nordvestlige Jylland (til Vesterhavet) med en kraftig Indre Mission, ikke mindst blandt fiskerbefolkningen, og hele det egentlige Midtjylland (Hammerum herred), som også er dybt præget af Indre Mission. V. blev et nordvestjysk stift med en stærk kirkelig konservatisme og en markant Indre Mission. Men også splittelsesbevægelser indenfor denne 1152