Y Viborgs domkyrka. Invigd 1494. ärkebiskop i Åbo, erhöll den svåra uppgiften att ge andligt stöd åt de över 400.000 karelare, som år 1944 måste lämna hus och hem. Biskopssätet förlades härefter till S:t Michel*, varvid genom en omreglering av stiftets gränser vissa delar av Tammerfors* stift anslöts till stiftet. Biskopar: 1. Det äldre V.: Paul Juusten 1554— 1563; Canutus Johannis 1563—1564; Erik Härkepää (Herkepaeus) 1568—1578. Olaus Elimaeus 1618—1629; Nicolaus Magni Carelius 1630—1632; Gabriel Melartopaeus 1633 —1641; Petrus Bjugg 1642—1673; Nikolaus Laurentii Nycopensis 1658—1664; Petrus Laurentii Brommius 1664—1673; Abraham Thauvonius 1672—1679; Henric Carstenius 1679—1683; Petrus Bång 1683—1696; Petrus Laurbechius 1696 —1705; David Lund 1705—1711. 2. Det senare V.: Erkii Kaila 1925—1935; Yrjö Loimaranta 1935—1942; Ilmari Salomies 1943— 1951. Litt.: 1. A. Simolin, Wiborgs stifts historia (Helsingfors 1909); dens., Petrus Bång (Finska kyrkohist. samf. handlingar 10, 1912); dens., Urkunder rörande det äldre Wiborgska stiftet (Finska kyr- 1155 kohist. samf. handlingar 13:1, 1916). 2. Biskoparnas berättelser över stiftet till synodalmöten samt kyrkans officiella femårsberättelser till kyrkomötet från tiden 1925—1945. L. P—aa WICLIFF, se Wycliffe. VÍDALÍN, Jón Þorkelsson, evangelisk biskop i Skálholt, f. 1666, d. 1720. V., en sønnesøn af Arngrímur Jónsson »den lærde», kom efter endt studium ved Skálholts latinskole til Københavns universitet 21 år gammel og opnåede to år senere teologisk attestats. Den højt begavede unge teolog kom snart i Skálholtbispens tjeneste som skolemester, domkirkepræst og endelig som coadjutor, på grund af biskoppens sygdom for i året 1698 at blive hans efterfølger, 32 år gammel. V. blev en fremragende styrer af sit stift i en for Island meget vanskelig tid, hvor bl.a. en koppeepidemi bortrev henved en fjerdedel af hele folket 1707. Han udmærkede sig også ved sin lærdom og sin latindigtning og skrev flere bøger. Men sin store kirkehistoriske betydning får han dog for sin »Huspostil», som ved siden af Hallgrímur Péturssons* »Passionshymner» har øvet den største indflydelse på kirkelig tankegang i Island gennem to århundreder. Den bruges nu næppe mere til andagt, men den rager højt op som et klassisk litterært monument. Af ydre form er V.s Huspostil, eller »Mester Jón», som den populært kaldes, fortrinlig. Sprogets friskhed, den uimodståelige veltalenhed og den folkelige tone gør bogen overmåde læselig. Men det er dog indholdet, som har givet bogen sin varige værdi. Den hviler på to grundpiller, bibelen, som V. citerer uafladelig, og den ortodokse lutherske teologi, som V. går ud fra, at hans tilhørere slutter sig til. Fra disse urokkelige udgangspunkter gør han sine udfald mod syndens og djævelens anslag. Han er en bodsprædikant af stort format. I sin bedste alder og i fuld virkekraft blev V. på en rejse oppe i ødemarken ramt af en sygdom, som der på stedet endte med døden. Litt.: Sidste udgave af V.s Huspostil er fra 1945. Se videre J. Helgason, Islands kirke 2 (Khvn 1926); A. Moller, J. V. og hans postil (Khvn 1929). M.J. 1156