sekularisere kirkegodset og fratage gejstligheden dens privilegier og verdslige magt. 1377—78 stævnedes W. for den biskoppelige domstol, og Gregor XI, der frygtede en ny strid om fattigdomsidealet, udsendte 1377 fem buller mod ham, men parlamentet og folkemængden beskyttede W. I vigtige skrifter fra 1378—79 (»De veritate sacræ scripturæ», »De ecclesia», »De potestate papæ», »De officio regis») udformede W. sine reformidéer. Bibelen, »Guds Lov», er eneste vg tilstrækkelig norm for troen og al ydre autoritet. Kirken er samfundet af prædestinerede; dens hoved er Kristus, ikke paven, der ikke ved, om han selv er prædestineret. Herved bortfalder gejstlighedens midlerstilling. Det særlige præstedømme vil W. dog ikke ophæve, men uværdige præster bør afsættes. I prædikener og flyveskrifter populariserede W. sine tanker, og en stærk bevægelse fremstod. Tiggermunkene mobiliseredes mod W., der 1380 lod bibelen (Vulgata) oversætte til engelsk og begyndte at udsende vandreprædikanter (»lollarder»). W.s bibeloversættelse blev af overordentlig betydning, både religiøst, sprogligt og kulturelt. W. førtes nu videre i sin kritik af kirkelæren efter den bogstaveligt forståede bibel. Et skrift om nadveren fra 1381 bekæmper forvandlingslærens »nye hedenskab» og hylder nærmest konsubstantiationen. Paven betegnes som Antikrist, at ligestille pavelovene med bibelen er formasteligt; skriftemål, aflad, sjælemesser, valfarter, relikvier, helgendyrkelse, cølibat, munkevæsen o.s.v. forkastes. Samtidig vokser modstanden, især p.gr.a. bondeopstanden 1381, som W. blev gjort ansvarlig for, skønt han ikke billigede den. Sætninger af W. erklæredes for kætterske, hans tilhængere bandlystes, men hans anseelse ved hoffet og i parlamentet var så stor, at han ikke kunne rammes; han måtte forlade Oxford, men beholdt sit præbende Lutterworth og fortsatte herfra agitationen. Endnu det første årti efter W.s død 1384 havde lollarderne fremgang, men da de udviklede sig i revolutionær retning og manglede fasthed i organisation og lære, lykkedes det i beg. af 15. årh. ærkebiskop Arundel og det nye kongehus i forening at knuse bevæ- 1189 WÜRTTEMBERGSPIETISMEN gelsen ved skånselsløs forfølgelse, og i løbet af nogle årtier sygnede den hen. — W. tilhører i det store og hele middelalderens kristendomsopfattelse og nåede ikke til luthersk trosretfærdighed; hans opfattelse af bibelen som »Guds Lov» er typisk middelalderlig og uforenelig med Luthers bibel- og kristendomssyn. Men idet han energisk pegede på »Guds Lov» som eneste autoritet og kirkelærens og kirkeautoritetens afvigelse herfra, fik han betydning fremover, ikke blot for Hus*, der videreførte hans tanker, men også langt ind i reformationsbevægelsen. Litt.: H. B. Workman, J. W. 1—2 (Oxford 1926); J. Loserth, Huss und W. (2. ed. München 1925); G. Westin, W. (i Kyrkohist. årsskr. 1936—37); J. H. Dahmus, The prosecution of J. W. (Oxford 1953); S. L. Fristedt, The W. bible (diss. Sthm 1953). N. K. A. WÜRTTEMBERGSPIETISMEN. I Württemberg kom den inomkyrkliga pietismen att utöva ett mera allmänt och djupgående inflytande än på andra håll. Ingenstädes torde den heller så friktionsfritt ha nått sina positioner. Detta sammanhänger med för landet speciella såväl religiösa som sociala och politiska förhållanden. Den under Johannes Brenz’ ledning utbildade schwabiska ortodoxien, som betecknats såsom »mildlutherisch», erbjöd en direkt anknytningspunkt för pietismen. Någon motsvarighet till den i Nordtyskland så förbittrade striden mellan ortodoxi och pietism förekom därför inte i Württemberg. Landets sociala och politiska struktur bidrog också till att utgestalta w:s egenart. Eftersom adeln icke hade säte i lantdagen, kom denna att domineras av en för Württemberg karakteristisk allmänt borgerlig folkgemenskap, i vilken bondeklass, borgare och prästerskap framgångsrikt försvarade sina ständigt hotade rättigheter mot hertigarnas suveränitetsanspråk. Genom att pietismen vann anknytning i denna egenartade folkgemenskap, kom den att få en helt annan karaktär och bli en helt annan maktfaktor än i Nordtyskland. Därtill kommer, att den schwabiska folkkaraktären alltid visat en tydlig affinitet till den pietistiska fromhetstypen. 1190