Åbo domkyrka. Grundlagd vid slutet av 1200-talet. Ombyggd bl. a. efter bränder 1318 och 1827. Restaurerad 1923—29. 1563—76; Ericus Erici Sorolainen 1583—1625; Isac Rothovius 1627—52; Eskil Petraeus 1652— 57; Johannes Terserus 1658—64 (d. som biskop i Linköping 1678); Johannes Gezelius d.ä. 1664 —90; Johannes Gezelius d. y. 1690—1718; Herman Witte 1721—28; Lars Tammelin 1728—33; Jonas Fahlenius 1734—48; Johannes Brovallius 1749—55; Karl Fredrik Mennander 1757—75 (d. som ärkebiskop i Upsala 1785); Jakob Haartman 1776—88; Jakob Gadolin 1788—1802; Jakob Tengström 1803—32 (1817 ärkebiskop); Erik Gabriel Melartin 1833—47; Edvard Bergenheim 1850—84; Torsten Thure Renvall 1884— 98; Gustaf Johansson 1899—1930; Lauri Ingman 1931—34; Erkki Kaila 1935—44; Aleksi Lehtonen 1945—51; Ilmari Salomies 1951—. Litt.: K.G. Leinberg, Det odelade finska biskopsstiftets herdaminne (Finska kyrkohist. sällsk. handlingar 1, Borgå 1895); dens., Åbo stifts herdaminne 1554—1640 (Helsingfors 1903); J. Rinne, Turun tuomiokirkko keskiaikana 1—3 (Åbo 1941—52). Se vidare litt. till art. Finland. I.S. 39 1217 ÄLBORG STIFT ÅLBORG STIFT, indtil 1554 kaldet V endelbo stift, udskiltes fra det øvrige Jylland ca. 1060; det omfattede alt land nord for Limfjorden, snart også øen Mors. Omkr. 1030 skal den tyske missionær Thøger have virket i Vestervig (Thy); han dyrkedes siden som helgen, og her grundedes den første domkirke med et augustinerkapitel (ca. 1110); bisperne boede midt i stiftet (Aggersborg) og kom — uvist hvordan — i besiddelse af kongsgården Børglum (midt i Vendsyssel), hvor ca. 1200 et præmonstratenser-domkapitel grundedes og prægtige bygninger — endnu en ypperlig seværdighed — rejstes. Børglum-bisperne var oftest af dansk adel, mægtige og selvrådige mænd, i regelen af det national-kirkelige parti. Mod den sidste katolske bisp, Stygge Krumpen, rettedes 1536 de hårdeste anklager for libertinsk levned og hårde økonomiske udsugelser, og han sad fængslet 6 år. Å. var iøvrigt helt uberørt af luthersk vækkelse, og de første evangeliske bisper havde store vanskeligheder. Kun meget langsomt trængte den nye tro og kirkeskik igennem. For at løsrive Å. fra den katolske fortid henlagdes bispesædet først til Nykøbing Mors, siden til Thisted og Hjørring, men — vel for at få bedre kontakt med København — 1554 til den store havneby Ålborg, syd for Limfjorden; den skiltes dermed fra Viborg stift, men upraktisk var det, at Ålborg-bispen lige til 1865 måtte sejle, såsnart han skulle ud i stiftet. Å. har en betydelig bisperække: den ortodokse dogmatiker Henrik Bornemann (siden Sjællands biskop), den lærde historiker og arkæolog Jens Bircherod, den pietistisk påvirkede skolemand Frands Thestrup og den ægte pietist Br. Brorson. I det 18. århundrede opstod enkelte pietistiske og herrnhutiske kredse i Vendsyssel, Hanherrederne og på Mors (den bekendte »kyssesekt»). Landet nordenfjords var fattigt, klimaet barsk og jorden ikke frugtbar, afstandene store og præsterne tit rene særlinge, som ikke kunne hævde sig andre steder, men »norden for lands lov og ret» kunne gøre omtrent, hvad de ville. Befolkningen var af en egen »ø-mentalitet», vildtgroende og oprørsk mod al gvrighed og autoritet; det er 1218