ÅLBORG STIFT Domkirken i tAr Fra slutn. af middelalderen. Gennemgribende restaureret 1898—1900. typisk, at middelalderens bondeoprør oftest begynder nordenfjords, og også i moderne tid har politiske parti- og oppositionsbevægelser som regelen haft bedst chance der, navnlig i Vendsyssel. Derfor havde også sekterne de bedste muligheder i Å. Allerede før religionsfriheden virkede baptisterne stærkt, efter grundloven af 1849 fik de konkurrence af mormonerne, men iøvrigt bredte et net af splidagtige frikirker sig frodigt over navnlig Å.s østlige del. 1856 blev P. C. Kierkegaard biskop; han var Søren Kierkegaards ældre broder, selv grundtvigsk, af største betydning iden grundtvigske anskuelses dannelseshistorie, og han havde — da biskop Mynster* vilde tvangsdøbe baptistbørn — sat sin stilling ind på et åndeligt frihedsforhold overfor sekterne. I Å. tog han kraftigt fat 1219 med bibellæsning og bogspredning og holdt som tidens ypperligste debattør diskussioner med sekterne. Især ivrede han for at få grundtvigske lærere og præster til Å. Det lykkedes ham i 1860erne at dreje det meste af vækkelsen i kirkelig retning; fra 1870erne gjorde han også brug af Indre Missions præster; begge præstetyper blev accepteret af de vakte som førere, og ca. 1880 var sektstormen afværget, omend Å. endnu idag er det religiøst mest splittede og bevægede stift. Den grundtvigske bevægelse med udgangspunkt i Thy (Snedsted seminarium) og Mors tenderede først i frikirkelig retning, og der er næppe tvivl om, at alt var lagt an på en hele landet omfattende frikirkedannelse, som myndighederne skulle tirres frem til at tage ansvaret for. 1883 lykkedes det også at få ministeriet til at fratage den store valgmenighed med kirke på Mors anerkendelsen, så den blev frimenighed, men samtidig kom thyboerne under mere konservativ påvirkning og så, at meget i deres agitation havde været politisk bestemt; de faldt fra tanken om frikirkedannelse, og bevægelsen splittedes, men store grundtvigske frimenigheder har været af afgørende betydning især i stiftets vestlige del (for en stor del ledet af præsteslægten Anker-Moøller). Samtidig brød Indre Mission igennem, og missionærernes sammenstød med sognepræsterne fremkaldte den »thyske krig» (1880), hvor præsterne med biskop Linds støtte gennemtvang et tilbagetog fra Indre Missions ledelse og en kraftig kirkeliggørelse af bevægelsen. Den kunne også siden støtte sig på meget kraftige vækkelser i Å., især i fiskerbyerne langs kysten og i Skagen, som i 1890erne var sydende religiøse centrer, ikke upåvirkede af den samtidige metodistiske syndsfrihedslære. 1900—05 havde Å. en ejendommelig biskopi Fredrik Nielsen, en konservativ grundtvigianer, professor i kirkehistorie og ivrig kirkepolitiker, som under demokratiets gennembrudsår forgæves søgte at sikre Folkekirken gennem en kirkeforfatning. Og en endnu mere ejendommelig personlighed var den radikale grundtvigianer Chr. Ludwigs, som 1915 under en forvirret politisk og kirkepolitisk situation — mens en høje- 1220