steretsproces om lærespørgsmål var under udvikling — foreslog sig selv til biskop. Ludwigs var et ypperligt polemisk talent, en nøjeregnende administrator, og en glødende vækkelsesprædikant med et iltert (jødisk) temperament. Hans udnævnelse vakte bestyrtelse, fordi han åbent erklærede at ville være den første biskop, der betragtede folkekirken som en »borgerlig indretning». Han gennemførte konsekvent synspunktet, men netop derfor måtte han tage kirkelovene af 1922 som en »folkedom» og bøje sig for dem, skønt de opretholder kirken som bekendelseskirke, og derved skiltes han i nogen grad fra de grundtvigske kredse. 1844 henlagdes Læsø til Ä., og 1922 ændredes dets grænser ved tilføjelsen af de østlige herreder i Himmerland, syd for Limfjorden, men iøvrigt bevaredes dets åndelige grundpræg. Det omfatter 6.666 km’ med 444.063 indbyggere, 12 provstier, med ialt 308 kirker og 194 præster, deraf 152 sognepræster og 2 valgmenighedspræster. Den gamle købstadkirke, St. Budolfi i Ålborg, er domkirke (ombygget og udvidet 1942) og dens sognepræst stiftsprovst. Biskopper: Magnus ca. 1060; Alrik ca. 1080; Henrik ca. 1086; Ketil ca. 1130; Sylvester ca. 1146; Tyge ca. 1176; Homer ca. 1183; Trugot ca. 1187; Homer ca. 1219; Johannes 1238—47; Rudolf 1247—52; Elov Glob 1252—60; Johannes 1266—80; Svend 1281—83; Niels 1284—97; Josef 1298—1302; Johannes 1302—4; Niels 1304— 28; Tyge 1328—?; Andreas 1345—54; Magnus Johansen 1354—65; Johannes 1365—69; Svend 1370—96; Peder 1397—1425; Gerhard 1427—52; Jakob Friis 1453—83; Niels Stygge Rosenkrantz 1487—1533; Stygge Krumpen 1533—36. Efter reformationen: Peder Thomesen 1537— 48; Oluf Chrysostomus 1548—53; Laurits Nielsen Riber 1553—57; Jørgen Mortensen Borringholm 1558—87; Jakob Holm 1587—1609; Christen Hansen Riber 1609—42; Anders Ringkøbing 1642 —68; Mourits Kønning 1668—72; Math. Foss 1672—83; Henrik Bornemann 1683—93; Jens Bircherod 1693—1708; Frands Thestrup 1709— 35; Christ. Mumme 1735—37 ; Br. Brorson 1737— 78; Chr. Studsgaard 1778—1806; Rasmus Jansen 1806—27; Nik. Fogtmann 1833—51; S. C. W. Bindesbøll 1851—56; P. C. Kierkegaard 1856— 75; P. E. Lind 1875—88; V. C. Schousboe 1888— 1900; Fredrik Nielsen 1900—5; C. V. V. Møller 1221 ÄÅPENBARING 1905—15; Chr. Ludwigs 1915—30; P. Oldenburg 1930—40; D. v. Huth Smith 1940—50; Erik Jensen 1950—. Litt.: P. G. Lindhardt, Fem Aalborg-bisper (Ålborg 1954); Kirkelig håndbog, udg. af P. Nedergaard (Khvn 1955). P.G. L. ÂND, se Ande, Den Hellige Ånd. ÅNDELIG OG VERDSLIG REGIMENTE, se Andligt och världsligt regemente. ÅPENBARING. 1. Eksegetisk. G.T. Uttalt eller uuttalt, definert eller udefinert, er å. et grunnleggende »begrep» i religionen. Det hellige, »makten», maktene, gudene, guddommen er hemmelighetsfull, skjult for det vanlige menneske, mysterium tremendum et fascinosum (R. Otto). Guddommens visdom er uutforskelig. Mennesket kan »söke» dem, »stöte på» dem, »finne» dem, men bare hvis og fordi de »later sig finne», »gir sig til kjenne», åpenbarer noget av sitt »navn» og sitt vesen og sin vilje. Det livsviktige menneskene vet om dem, kjennskapet til hvor, når, hvorledes de skal dyrkes, hvad de krever for å gi »liv» og »velsignelse», kultsteder, -tider, riter O. s. v. er blitt åpenbart og innstiftet av urfedrene, opphavsmaktene eller guddommen selv. Det samme grunnsyn råder i G. T, Jahve er »den skjulte gud», hans tanker og visdom er höyt over all menneskelig forstand. Forbindelse med Gud kommer istand bare fordi Gud först selv »gir sig tilkjenne». (Jes. 45:15, 55:8 f.). Patriarkfortellingene viser at det som legitimerer et helgsted er en å. og utpekelse fra guddommens side. Han har, heter det senere, utvalt Jerusalem till bolig for sitt navn. Det samme gjelder kultusriter og -tider; kultusen er ordnet efter den gamle »Jahve-rett», som han selv har åpenbart. I stigende grad blir all slik å. fört tilbake til Moses’ formidling. For nye eller tvilsomme tilfelle har han gitt spesielle å.-midler; gjennem de hellige lodder urim og tummim kan presten »utforske» Jahves vilje og plan; om det kommende gir han å. til seeren og profeten gjennem syner, röster, drömmer og »innhviskede» ord. Og særlig i kultusfestens epifani »gjör han sig kjent» (Salme 48:4, 76:2, 98:2), kommer han til 1222