ÆGYPTEN. 1. Den ægyptiske religions historie. I overensstemmelse med landets geografiske struktur opstod der i fjern forhistorisk tid (før 3400 f. Kr.) en række lokalkulter bestående af konkret opfattede guddomme (løve, krokodile, slange, fugle, træer, planter, ja, endog døde genstande). Overgangen fra jæger- til agerbrugerkultur har sat sine tydelige spor i lokalgudernes art og anseelse. Sammenslutningen af de mindre samfund til større med en by som midtpunkt har været forudsætningen og betingelsen for kultsammensmeltninger i forskellig form, hvoraf gudefamilien, navnlig triaden er det mest karakteristiske eksempel. Falkegudernes vandring fra guden Horus’ oprindelige hjemstavn i deltaet og omdannelsen af lokalguder af ganske anden karakter til falkeguder og Horusguder må også uden tvivl sættes i forbindelse med politiske begivenheder. Det voksende statssamfund har medført en vis universalitet indenfor gudeverdenen. Gudernes menneskeliggørelse enten i form af menneske med dyrehoved eller af menneske bærende den gamle konkrete genstand som et symbol har tjent denne udvikling vel. Ligeledes visse lokalguders udstyrelse med almindelige egenskaber, Ibisguden Thoth med skrivergudens, vædderen Chnum med pottemagerens, og naturguder, især frugtbarhedsguder som tyre- og frøguder. Det er ejendommeligt, at hverken solguden Re, himmelgudinden Nut eller jordguden Geb tilsyneladende har haft nogen udpræget lokal kult, før de i Heliopolis på grænsen mellem Øvreægypten og Nedreægypten er indgået som led i flere på hinanden følgende kosmiske systemer, der forekommer 1245 velegnede som religiøse verdensanskuelser for en hele landet omfattende statsdannelse. Det betydeligste af disse systemer opfatter kaos som guden Atum. Atum avlede med sig selv de atmosfæriske guder Schu og Tefnut, luft og væde, som atter i ægteskab frembragte Nut og Geb, himmel og jord. Solguden identificeredes med Atum. Denne af fem guder bestående kreds suppleredes senere med de osirianske guder Osiris, Isis, Seth og Nephthys, hvorved den berømte heliopolitanske nigudekreds opstod, som dannede forbilledet for lignende gudesammenslutninger. Osiris har oprindeligt været en lokal heroisk skikkelse fra deltabyen Busiris, og hans senere egenskaber som naturgud, navnlig korngud, og som dødegud beror på senere identifikationer og fortolkninger af myten. Isis er hans dronning. Guden Seth derimod med sin kone Nephthys har været en lokal øvreægyptisk gud i skikkelse af et fabeldyr. Med Osirissønnen H or us, som ikke er nogen anden end den omtalte gamle falkegud Horus fra vestdeltaet aftegner en ny politisk faktor sig i billedet, og Horus’ kamp og sejr kan således opfattes som mytens konstatering af en helhedsstats oprettelse. I byen Hermopolis opstod en kosmogoni, som omhandlede et kaos før skabelsen bestående af tre guder: ur-oceanet Nu n, evighedsmørket Kuk og uendeligheden Huh tilligemed Amun, den »hemmelighedsfulde». Disse guder havde deres kvindelige partnere, som antydede deres frugtbare tilstand, således at der bestod en ottegudekreds. Formentligt omkring den historiske tids begyndelse, blev der gjort et forsøg på at 1246