ÆGYPTEN Den store kolonnade i templet i Luxor. Fra 1300-tallet f. Kr. forene de opståede tanker både om niguderne og om otteguderne i guden Ptahs egenskaber. Skabelse og opretholdelse er sket på foranledning af urgudens hjerte og tunge, d.v.s. hans tanke og befaling. Af den største betydning har iøvrigt fyrstens person været som den jordiske forbindelse mellem guder og mennesker. De ældste historiske konger dyrkede Horus og identificerede sig med ham som den »levende Horus». Pyramidetidens konger (2400 f.Kr.) indførte soldyrkelsen, og opfattede sig som sønner af R e, idet de dog efter døden som regel identificeredes med guden selv. Fra det mellemste rige (2000 f.Kr.), da residensen blev flyttet til Theben opstod guden Amupn-Re’s supremati, og kongen tænktes i det nye rige (fra 1580 f. Kr.) som en søn af Amun gennem dronningemoderen, Amuns »gudehustru». En skæbnesvanger afbrydelse i dette forhold opstod under Amonhotep IV (1375 f. Kr.), idet kongen, som ikke var søn af en gudehustru brød med Amunspræsteskabet, 1247 flyttede residensen til Amarna og indførte dyrkelsen af solens skive Aton som eneste religion. I forbindelse hermed opstod der en særpræget og ukonventionel kunst- og hymnelitteratur sammesteds. Efter denne konge, som kaldte sig Achenaton, sejrede Amunsreaktionen, og den nye konge blev kaldet ved et gudeorakel. Præsterne havde sejret over staten og denne udvikling førte videre til præsteherredømme i Theben. Da forbindelsen mellem konge og gud havde lidt et brud, opstod trang til ny og direkte forbindelse mellem gud og menneske. Tidligere var kongen dette led. Magi og orakelyæsen tog et umådeligt opsving. Først og fremmest var denne udvikling til gavn for den store gud Osiris, idet mytens mange rørende enkeltheder rummede forudsætninger for popularitet. Den ægyptiske gudekult var henlagt til templet, gudens hus. Gennemsnitstemplet havde nærmest følgende plan. Gennem byen førte gudens vej gennem en allé af sphinkser op til portbygningen, der som regel var flankeret af obelisker og flagmaster til brug ved festlejligheder. Det første der åbnede sig var den store tempelgård, hvortil almenheden havde daglig adgang. Derfra førte vejen gennem det søjlebårne hypostyl, hvortil kun de indviede kunne begive sig, til det allerhelligste med gudens billedstøtte i et kapel. Her foregik det daglige tempelritual med dets mange forskellige ceremonier, medens templet på festdage ofte henvendte sig til offentligheden ved processioner og mysteriespil. Hinsidestankerne havde naturligvis nær forbindelse med gudetroen. Oprindeligt har de tilsyneladende været meget materialistiske. Efter døden tænkte man sig den døde opfyldt af samme trang som den levende, han krævede et ubeskadiget legeme, bolig og midler til opretholdelse af en ny tilværelse. Disse krav har man dels søgt at tilfredsstille gennem ritualet, dels gennem ofre og forsorg for den døde. Disse tanker har tilsyneladende været forenelige med de ideer, som skyldtes solreligionen og Osirislæren. De solære hinsidesforestillinger benægter ganske simpelt dødens eksistens. 1248