Ligesom solen efter sin dagrejse gik ned i vest, således går også mennesket til hvile, for at genopstå til en himmelsk tilværelse i forbindelse med guden, en lære, som oprindeligt sikkert har været forbeholdt kongen, solens søn, der derfor lod sig begrave i en pyramide, symbolet på ur-højen, solens første opgangssted. Osirianismen bekræftede i overensstemmelse med gudens egen skæbne dødens eksistens, men lærte, at den døde ligesom sit forbillede kunne genopstå til et nyt liv i underverdenen, Osiris’ kongerige, hvis han gennem mysteriet blev identificeret med guden (jfr. Mysteriereligioner). Alle disse forestillinger forudsætter sjælelige egenskaber hos mennesket, som adskilte sig fra legemet. Kaen repræsenterede en vis materiel egenskab, og det var derfor til den, ofrene blev bragt, medens Baden allerede fra fødelsen var bæreren af individets åndelige evner, og også senere viste sig at være en mere flygtig natur, oftest tænkt som fugl med menneskehoved, men iøvrigt i stand til at antage de skikkelser, den lystede. Egenskab som Ach, »lysånd», modtog den døde derimod først, når dette ritual var udført over ham, og det var som sådan, han var i stand til at føre sin hinsidestilværelse. Kun i tanken om den osirianske domstol finder man spor af begrebet den moralske udvælgelse efter døden, frelse eller fortabelse (Dødebog, kap. 125), men iøvrigt synes menneskets skæbne i højere grad at være afhængigt af ritualernes rette udførelse. Litt.: J. Vandier, La religion égyptienne (Mana I: 1, Paris 1944); 7. Säve-Söderbergh, Egyptisk egenart (Uppsala 1945); Maj Sandman-Holmberg, The god Ptah (diss. Lund 1946); H. Frankfort, Ancient Egyptian religion (New York 1848; original totalopfattelse); J. Sainte-Fare Garnot, La vie religieuse dans l’ancienne Égypte (Paris 1948; god, letfattelig indledning); Illustreret religionshistorie (Khvn 1948; s. 77—129); C. E. Sander-Hansen, Ægyptiske religiøse tekster (Khvn 1953). 2. Ægypten og bibelen. Ægyptiske aktioner i grænselandene til Palæstina* hører til de ældste historiske beretninger. Allerede i tiden mellem gamle og mellemste rige (ca. 2475—2000 f.Kr.) og senere mellem mel- 40 1249 ÆGYPTEN lemste og nye rige, den såkaldte hyksostid (1788—1580 f. Kr.) har Æ. været genstand for asiatiske invasioner. Abrahams rejse til Æ., 1. Mos. 12: 10, hvor Æ. første gang nævnes i bibelen har måske fundet sted henimod slutningen af den førstnævnte periode. Vedrørende opholdet i Æ. 1 Mos. 46 ff. må det have fundet sted under hyksoskongerne, hvilket forklarer den venlige modtagelse hos » Ægypterkongen», selv en asiat, medens de konger, der har plaget israelitterne har været de nationale konger i det nye riges begyndelse. Den by Ra'amses, som omtales i 2. Mos. 1:11 er sandsynligt identisk med Pi-Ramses, »Ramses IIs hus», en residensstad. Tidspunktet for udgangen er meget omdebatteret. Kong Mereptah (1225—1215) er foreslået som den pågældende Farao. De hebraiske data som fastsætter udgangen til ca. 1440, kan nogenlunde passe til tiden under den svage kong Amonhotep IV. Amarnabrevene* fra de syriske garnisoner nævner da et folk »chabiru», som er trængt ind i landet. Efter 2. Mos. omtales Æ. først under Salomon, som tog en datter af Farao til hustru (1. Kong. 3:1). Kong Sisak, som ifølge 1. Kong. 14:25 ff. erobrede Jerusalem, er den første konge af 22. dyn. Schėèschonk I (945— 924). Derimod volder det vanskeligheder at placere beretningen om Asas sejr over Serah (2. Krøn. 14: 9 ff.) og at identificere den kong So eller Soa, som ifølge 2. Kong. 17:4 havde sluttet forbund med Hosea. Det formodes, at han er identisk med en general Sibi, som omtales i Sargons annaler, og som også benævnes konge. Den kong Thirhaka, som nævnes 2. Kong. 19, er ætioperkongen Taharka (688—663), som blev besejret af assyrerne (jfr. Nahum 3:8 f.). En kortvarig genoprettelse af Æ.s gamle asiatiske imperium fulgte under Neko. Til det dermed forbundne felttog hentydes der flere steder i G. T., f. eks. Jer. 47:1; 2. Kong. 23: 29; 2. Krøn. 35:20. Efter Nekos nederlag ved Charchemis 605 (Jer. 46) afholdt ægypterne sig i nogen tid fra deltagelse i den asiatiske politik, jfr. 2. Kong. 24:7. Først under Apries, hebraisk Hophra (588—569), genoptager faraonerne deres yndlingspolitik med understøttelse af oprør i Palæstina (Ez. 17: 1250