Hebreerbrevet utvecklat en verklig änglateologi. Kristus var en liten tid ringare än ä. (2: 7), men nu har Sonen blivit mycket större än de (1:4). »Alla Guds ä. skola tillbedja honom» (1:6). Den polemiska ställningen till ä. blir uppenbar ytterligare därigenom, att ä. förenas med det gamla förbundet och den nuvarande världen. Inte ä. utan Kristus har förkunnat frälsningen (2:2). »Det var icke under ä:s välde som han lade den tillkommande världen» (2: 5). »Det är icke ä. som han tager sig an» (2:16). Det enda rent positiva uttalandet om ä. är motiveringen för gästvänlighet i 13: 2. I Apostlagärningarnas förra hälft omnämnas ä. rätt ofta i de legendariska berättelserna om Petri och Filippus’ första verksamhet. Ä. räddar och frigör de häktade apostlarna, leder Filippus’ missionsresor, slår ihjäl tyrannen och förkunnar Guds vilja vid viktiga avgöranden. Meningen i allt detta är klar: ä. vittna om Guds starka ingripande i den kristna historiens första skede. Det beror väl på Apg:s skilda källor, att ä. icke mera nämnas i sammanhang med Pauli verksamhet (se dock 27: 35), fast denne fick röna samma underbara öden som Petrus. Äveni Johannesevangeliet behandlas ä. blott sparsamt. Intressant är 1:51, vari den eskatologiske Människosonen har fått drag från Jakobs Betelvision. Ä. liksom den öppna himmelen hänvisa till Jesu innerliga förhållande till Gud. I 12:28—29 jämföres Guds egen röst med en ä. som tilltalar Jesus. Uppenbarelseboken är däremot full av änglavisioner, Det traditionella apokalyptiska stoffet har i Johannes’ uppenbarelse gett ä. mångahanda uppdrag och värv i det stora slutdramat. Anmärkningsvärt är bland annat, att ä. åter identifieras med naturfenomen, vindar, eldar, stjärnor. Kristi seger över ä. betonas även av 1 Petr. 3: 22, medan Judas 6 och 2 Petr. 2: 4 f. hänvisa till de fallna ä:s öde. Litt.: G. von Rad och G. Kittel, art &yysàos i Theol. Wörterbuch zum N. T. 1, hrsg. v. G. Kittel (Stuttgart 1933); H. Bietenhard, Die himmlische Welt im Urchristentum und Spätjudentum 1265 ÄNGLAR (Wissenschaftl. Untersuch. zum N. T. 2, Tübingen 1951). A.T.N. III. Dogmatisk. Siden oplysningstiden har forestillingen om engle (her forkortet e.) ofte været stærkt kritiseret. Schleiermacher hævdede således, at »det eneste, som kan opstilles som lære om e., er, at synet på, hvorvidt e. eksisterer, ikke må få indflydelse på vore handlinger, og at åbenbarelser af deres tilværelse ikke mere kan ventes». Og han tillod kun en »liturgisk» brug af forestillingen. Klart er det, at der i selve forestillingerne om e. i de bibliske skrifter findes meget mytologisk stof af tidsbegrænset gyldighed. Men herigennem udtrykkes overbevisningen om et virkeligt åndeligt kosmos. Hvor enhver personlig, åndelig virkelighed uden for Gud og mennesket fornægtes, sker eet af to. Enten tydes det ikke-humane univers materielt, og verdensudviklingen bliver en mekanisk naturproces, i hvilken Gud og menneske forsvinder i en fysisk-biologisk kausalitetssammenhæng. Eller: universet tydes ensidig åndeligt, og mennesket bliver da alt åndeligt livs kilde, hvorved Guds suverænitet krænkes, idet han må legitimere sig for det ändeligt suveræne menneske. Til disse to muligheder svarer to omfattende verdensbilleder: det materialistiske og det idealistiske — abstrakt legemlighed og abstrakt åndelighed. I moderne vitalisme* (dyrkelse af kroppen og dens drift) og eksistentialisme* (dyrkelse af beslutningens frihed) findes disse to verdenssyn i tilspidset form. Den kristne overbevisning om e.s virkelighed er udtryk for et verdensbillede, hvori hverken menneskets legemlige eller dets åndelige væsen er sat absolut, idet det som Guds skabning med sin legemlighed har et helt univers af andre skabte ikke-menneskelige, stoflige væsener som »nabo» og med sin åndelighed har et helt univers af skabte, ikke-menneskelige, åndelige væsener som »nabo». Mennesket kan da ikke gøre sig til hersker i Åndens rige, som når det har henvist hele det ikke-menneskelige, åndelige univers til fantasiens verden. E. er imidlertid ikke genstand for dyrkelse eller henvendelse fra menneskets side (mod romersk-katolsk englekult). E. sendes af Gud 1266