Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 1ste April - Til redaktionen (af s. v.) - Til Olaug Løken (af K. B.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvad skal vi gjøre, for at faa folk til at forstaa, at det bare
er lige ret, vi forlanger? At det bare er mennesker, vi ønsker at være
ikke gudinder, mennesker med de samme menneskelige rettiglieder,
som mændene har, at vi ligesaa lidt ønsker at beliandles som over
jordiske væsener, som vi ønsker at være underkuede slavinder?
s. v.
Til
Olaug Løikieiil
Nej, Bjørnson har ikke kaldt dét et Jdårligt varsel“, at de tro
ende kvinder værger sig mod stiftsmødets fortolkninger af bibelen ; lian
har ikke angrebet disses „harmfulde indsigelser“; eller livor har han
sagt, at de fortjener „foragt“? Men han bar sagt, at det var, „et
dårligt varsel“, at der ikke ndenfor disse kvinders tal er optrådt „én
eneste“, at ikke de længre komne kvinder bar fåt en eneste talsmand.
Dette er min opfafning af Bjørnsons tydelige ord, og jeg kan
forsikre Dem, jeg tar ikke fejl heri.
De siger videre: „det maatte jo være bedre, syntes vi, at
paavise, at ogsaa fra bibelens udgangspunkt var præsternes paastande
meningsløse og urimelige“. Jeg er ikke så sikker, som De synes at
være, på, at dette bar lykkets. Men iiden at indlade mig herpå, synes
jeg, at almindelig sund forstand må kunne sætte det spørsmål frem
uden at støde nogen: „hvad kommer dette os ved?“ Her oppe i
Norge 1889 under kampen for vor ligestillethed med manden ikke
bare over for loven, men i almindelige menneskerettigheder —, at de
gamle jøder i Palæstina for fleire tusen år siden behandlede sine kvin
der som husdyr?
Om nu Bjørnson har den mening, at hvis vi ikke ejer mod til
at tænke og tale, så kommer vi kvinder aldrig til vor ret, . . . bør
han da ikke kunne tro, det er „et dårligt varsel“?
Går det an som redaktøren af dette blad at „insinuere“, at da
føler lian „ringeagt“ for kvinderne? Bjørnson smigrer ikke for at
være tilvens; han støder heller lit for hårdt, när lian vil vække.
K. B.
102
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
