Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Om historieundervisningen, foredrag holdt i «Pædagogisk samfund» (Otto Anderssen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lad mig ikke misforstaaes derhen, at jeg skulde ville eliminere
det personlige fra historien. Ingenlunde. Historien er menneskers hand
ling paa den største og mest vekslende scene der findes; den formaar
at holde det unge sind fangen mere end noget skuespil. Men jeg stil
ler den fordring, at det personlige ikke træder saaledes i förgrunden,
at det skjuler alt andet, og at det samme krav stilles til karakterernes
sandhed som i ethvert egte drama. Paa det første trin tør det være
nyttigt og nødvendigt, at grundevnen eller hovedtrækket hos en historisk
personlighed fremhæves, men de større disciple bør kunne føres ind i
det spil af kræfter, samvirkende eller stridende, som en menneskesjæl
rummer, for at lære at forstaa lige saa meget som at bevndre eller
afsky. Historien kan give et overmaade godt kursus i praktisk psyko
logi. Fremfor alt maa personligheden vise sig i sit milieu ; ligesom
den belyser tiden, skal tiden belyse den. Der behøver ikke at være
nogen modsigelse mellem det krav, at historien skal være personlig
hedernes historie og det krav, at den skal være civilisationshistorie.
Begge hører nødvendigvis sammen, og ofte kan man male en tid ved
at føre frem en typisk personlighed. Hvilket indblik i principatets
natur faar vi ikke gjennem Augusts karakter, hvor illustrerer ikke Lud
vig den 14des personlighed det 17de aarhundredes absolutisme, og
hvor er ikke Cromwell det puritanske republikanske Englands ægte
fødte, fuldbaarne barn.
Ser jeg dernæst paa den form, hvori F. H. vil have sit historiske
stof meddelt, kan jeg heller ikke der give ham medhold. Ikke saa, at
jeg jo vurderer betydningen af den livfulde fortællekunst, der kan
varme og fængsle det unge sind. Men han overser, at en dybere til
egnelse kræver en mere virksom deltagelse i arbeidet af disciplene, og
at de forskjellige udviklingstrin fordrer sin særegne methode. Det kan
ingenlunde siges, at den bedste, den mest fængslende fortæller er den
bedste historielærer. Monologer virker i længden trættende, seiv om
de foredrages aldrig saa godt. Den bedste lærer er den rigeste per
sonlighed, den hvis meddelelse aander et selvstændig personligt forhold
til historiens liv, hvis meddelelse er frisk, umiddelbar og tankevæk
kende, snart præget af en moden tænknings, snart med inspirationens
glans over sig. F. H. har for sterk tro paa indtrykkets blivende virk
ning hos børnene. Det er ganske vist saa, at et enkelt indtryk kan
fæste sig saa sterkt i et modtageligt sind, at det ikke udslettes, men
det er ikke regelen; regelen er, at den dybere og varigere tilegnelse
er frugten af en langvarig proces, hvori barnet seiv er virksom med
arbeider. Men saavidt jeg forstod F. H. gjør han læreren til den eneste
agerende person ligesom i det gamle græske drama, medens disciplene
i det høieste henvises til at spille korets rolle. Dette er ikke pædago
gisk rigtigt, og følgen turde blive det modsatte af det forventede; at
420 Nylænde, 15de april 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
