Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. 15de december - Alvilde Prydz: Lykke (anmeldt af M. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er den religiøse naturs kamp for at vinde personlighed, som
Alvilde Prydz har optat og ført frem i sin fortælling med en naturlig,
ukunstlet simpelhed, en klarhed og en energi, som vækker beundring
hos den, som vil følge hende den vei, hun gaar. Vi finder den 18-aars
hustru i sit utrivelige hjem mellem fjeldene, et hjem ordnet efter man
dens idéer, ikke efter hendes, han seiv „som en hovmodig fremmed
mellem hendes tanker“, og — med en symbolik, der falder saa lige
frem og naturlig, saa man ikke er vis paa om forf. seiv har mærket
det —, som nærmeste naboer paa den ene kant en sindssyg slægt,
svartmyrsfolket, og paa den anden kirken, hvor „præsten stod ligesom
saa langt borte og maalte Gud til saa besynderlig smaat“. Saa forladt
og hjælpeløs er hun i sit samliv med manden, at lægprædikanten med
de brændende øine og det stadig gjentagne „omvender eder“, staar for
hende som en barmhjertighedens engel, — han vil dog hiælpe andre.
Ligesom hun om natten, medens manden sover, vandrer hvileløs frem
og tilbage paa en smal teppestribe mellem dørene, saaledes gaar hendes
liv hen paa den smale skillevei mellem pligt og synd. Og ingen anden
støtte og veileder har hun end det personlighedens midtpunkt, som den
religiøse natur er kommet til verden med, for hvem hvert tab er en
vinding, en befrielse. Paa sin trangt udstukne vei kaster hun fra sig
al tillært og uholdbar tro, værger sig mod forvirrende magter med
nøieregnende pligtopfyldelse, og eftersom sjelen fordyber sig i sig seiv,
ser hun ogsaa klarere ind i virkeligheden og i sit eget forhold. Men
saa er hun ogsaa færdig, og uden anden klage end den, at hun for
slog saa lidet i verden, lar hun sig rolig som et barn vugge ind i
døden.
Kun en gang, en eneste gang blusser livet op som flammen under
asken, da en fremmed nærmer sig hende med forstaaelse og sympati
Et sekund forekommer det hende, som hun kunde ville „smage livets
herlighed før døden“. Men hun smiler bare ironisk af sig seiv og gaar
atter rolig frem, som hun er vant til: „Herregud, der var jo heller
ingenting paa færde!“
Doktor Juell viser sig mindre som en idealist end som en tør
teoretiker, men det var ikke slige, som for tyve aar siden drog ud paa
landsbygden og gjorde sig uvenner med præst og skriver. En om
sætning, naar det kommer til virkeliggjørelse, er dog let forstaaelig,
især i et saa ukultiveret sind som den studerte doktors i grunden er.
Naar han fra nederlagene ude kommer hjem, er han blind og døv for
hendes dulgte og tause smerte, som for hendes stille omsorg. Men
naar han med egoismens sjette sans, der som et lyn farer gjennem alle
tankens krinkelkrøge, sporer en fjern anklage i hendes tunge, frygtsomme
spørsmaal, og overlegent viser den fra sig — da blir han tragisk, for i
gligt et øieblik er det, Nemesis nærmer sig. Det er i overensstemmelse
Nylænde, 15de decbr. 1890. 375
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
