Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. 15de august - Opgør (Aasta Hansteen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
Søren Kierkegaard siger, at ingen sag, ikke den mest berettigede
indsigelse, kan komme frem uden ved hjælp af en liden vims fyr, som
man kalder anledningen.
Om der kommer hændelser, som kræver ens indskriden, om der
falder ytringer, som umuligt kan hengaa upaatalte, — hvis øjeblikket
ikke blir nyttet, — senere lader det sig ikke gøre. Om det ogsaa
brænder en i sjælen — man maa vente til der kommer en anledning.
Nu er den kommen. Vor moderne skribent, Arne Garborg, op
træder i „Verdens Gang“, med et digt i landsmaal, inspireret af „stil
lingen“. Det kom i den siste, uge, mens »stillingen“ stod i spænding.
Landsmaalet klinger jo deiligt, og jeg vilde faaet et dybt indtryk af
Garborg, som den frie nordmand uden svig, — hvis jeg ikke havde
i frisk minde hans optræden som tyrk, fra ifjor.
„Med al Nietzsche-beundring deler Hauptmann ikke den Zara
thustra’ske anskuelse, der i det sidste — gennem Strindberg — har
slaaet saa an hos os: „Du gaar til kvinden? Glem ikke pisken!“ —
Hauptmann tror, at kvinden kan udvikle sig til menneskelighed, og det
uden at lide skade paa sin kvindelighed— „Af ren mands-egoisme
maa vi jo ønske, at Hauptmann havde ret. Siden kvinden ikke som
indianerne eller australnegerne kan udryddes, er vi jo næsten nødt til
at anstille civilisationsforsøg med hende, aldenstund vi seiv agter at
føre et civiliseret liv. (?) Enhver af os har jo som søn brug for en
intelligent mor, og som ægtemand — naa! — “ „Spørg Strindbergs
„Faderen“, hvad han vilde ha givet, om hans bedre halvdel havde
været istand til at føle vægten af et fornuftargument!" — —- —
— Jeg forsømte ikke øjeblikket, — jeg skrev. Jeg fremstilte dette
særsyn, Arne Garborg som tyrk, optrædende i »dialekt von Berlin.“
Jeg reiste latteren imod ham, i kraft af det norske folks sunde
sands, — i Ludvig Holbergs — og i Pernilles navn!
Jeg saa hende, — den Pernille, som lever og rører sig, iført kød
og blod endnu idag i Bergen ; jeg saa hende sætte begge sine hænder
*) J?Kristiania Intelligentssedler" no, 67—70, 1891,
Han skrev fra Tyskland*) — man høre og undres!:
Nylænde, 15de aug. 1892.
Opgør.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
