Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste december - For skole og hjem - En gammel historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Aa ja, han var daarlig," sagde hun sukkende, „jeg hverken hørte
eller saa til ham efter dette. Jeg var saa fortvilet og skamfuld, at
jeg ikke vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig; — for min far turde jeg
ikke vise mig; — enten sad jeg oppe paa sovekammeret eller ogsaa
vankede jeg i skoven hele dagen. Mine forældres vrede og alle men
neskers foragt hvilte paa mig saa tungt, at jeg stundom tænkte paa
selvmord. Og ofte syntes jeg, naar jeg sad alene i skoven, at jeg
hørte stemmer, som hviskede til mig og saa væsener, som bevægede
sig omkring mig, der forsvandt, naar jeg slog øinene op, for at betragte
dem. Jeg troede, at jeg skulde bli sindssyg. Dag og nat pintes jeg
af sorg og anger; — jeg syntes, at jeg havde begaaet en synd, saa
stor, at, den aldrig kunde bli tilgivet. Hjemme kunde jeg ikke være
efter dette, og saa sørgede mine forældre for, at jeg fik komme til en
anden bygd, til nogle folk jeg kjendte. Her bragte jeg mit barn til
verden, en stor, kraftig gut, efter to døgns haarde lidelser. Et par dage
efter kom min mor til mig, men da jeg fik se hende i døren, blev jeg
overfaldt af en voldsom krampe; — og dette gjentog sig flere gange,
mens jeg laa, ved den mindste anledning. Gutten vokste og trivedes
godt, og her var jeg da hos ham, til han blev et aar gammel, — saa
reiste jeg til byen og tog tjeneste som enepige. P’olkene, hos hvem jeg
havde boet. beholdt gutten, og jeg betalte for ham, — hele min løn gik
næsten til, endda fruen i huset, hvor jeg tjente, var snil til at hjælpe
mig med klæder til ham.“
%
„Men end guttens far, bidrog han ingenting?" — „Jo, han betalte
nu det han var pligtig, men det var ikke saa meget, — og saa var han
nu hjemme hos sine forældre og havde vist ikke saameget at rutte
med." — „Hørte De aldrig noget fra ham da, tilbød han sig ikke
senere at gifte sig med Dem?"
„Jo, det gjorte han rigtignok, mange aar efter, men da syntes jeg
det kunde være det samme, — det var ikke værdt at rippe op i den
sag paanyt."
„Har De da aldrig set ham siden ?“ — ,,Nei, aldrig! Men engang
var det nær paa, at vi skulde kommet sammen, i et bryllup. Det var
efter jeg var kommet i Dcres tjeneste, at jeg blev buden i et stort
bondebryllup, hvor jeg glædede mig til at træffe forældre og slægt
ninge; det faldt mig ikke ind, at hnn kunde være der, for da synes
jeg, de ikke skulde indbudt mig; men der var jo gaaet flere aar, saa
de havde vel glemt det. Men da jeg kom kjørende ind paa gaarden,
kom min far ud og førte mig ovenpaa i flyvende fart, paa et loft; og
der sad jeg hele dagen, og næste dag, til jeg reiste!“ — ,,Naa, det
maa jeg sige, — det var et hyggeligt bryllup, — og da De kom til
bage er jeg vis paa, at De fik mange spørsmaal om, hvordan det var
gaaet for sig der, i alle dele, — om De havde moret Dem etc., stak-
Nylænde, iste decbr. 1892. 319
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
