Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. 15de mai - Nogle ord om Camilla Colletts verker (O. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle ord om Camilla Colletts verker.
Til „Nylænde“s redaktion.
Monstro det ikke var mange, der følte det som en personlig sorg,
da Camilla Colletts dødsbudskab kom. Saa gik det ialfald mig, der
aldrig havde seet hende. Men underlig er det, man læser dødsfaldet,
man ved at saa er det, og dog, kaster man et blik bort i hylden, hvor
hendes samlede værker i 10 bind staar, saa skjønner man, hvorfor det
synes saa vanskelig at bøie sig for det faktum. Da ved man, at
Camilla Collett ikke er død, aldrig kan dø, saalænge det norske sprog
lever, saalænge norske kvinder er til. Dertil har hun sat for dybe
spor i den norske literatur og den norske kvindeudvikling. — Der er
sagt, at hun klagede over liden anerkjendelse! Men havde hun ikke
ret til det? Den, der skriver med sit hjerteblod, vil og maa dog vel
have ret til at fordre, at dette hendes smertes barn har fundet forstaaelse.
Og kun sen og tilsyneladende ringe forstaaelse bliver vel altid disse
fremragende aander tildel, der skriver for de upper ten thousand, som
aldrig har smigret hoben, aldrig kastet sukkertøi i grams til massen.
„At være, hvad man kalder afholdt af folk, almindelig afholdt, har
altid forekommet mig at have noget tvetydig ved sig. Hvorved gjør
man sig afholdt i den forstand? Sikkerlig ikke uden at afgive en del
af sig seiv, hvorved det hele let sænkes, og man bliver noget andet
end sig selv.“ — I disse ord røber Camilla Collett sin individuelle
selvstændighedsfølelse, kun en helstøbt personlighed, en karakter kan
tale saaledes. For hende havde støbeskeen intet skrækkende, hun
var da sikker paa ikke at gaa „som vraggods over i massen.“ —
Camilla Collett siger: „Der gives en hjertets aandrighed, der kan eies
af folk, der i almindelig forstand ikke kan kaldes aandrige. Den saarer
aldrig, udfylder vidunderlig alle og alles krav og er en renere kilde til
velsignelse end den blotte overlegenhed. De mennesker, der eier denne
hjertets aandrighed, har en förunderlig tiltrækning.“ Dette synes mig
at være saa sandt og træffende, saa fint, at intet i hendes værker kan
overtræffe det. Ofte træffer man ikke den slags mennesker, men vi
alle har vel truffet paa dem, og hvor velgjørende det er at kunne regne
disse til vore venner. Hvilken forskjel der er paa at være „almindelig
afholdt" og denne hjertets aandrighed, der altid finder det rette ord paa
det rette sted. — I „Amtmandens Døtre“ lader hun Koll, ved budskabet
om Margretes død, „tømme den gamle angersskaal, hvori vi drikke
vore dødes minde — denne anger, der jo ikke er andet end menneske
naturens evige ufrugtbare kummer over dens egen utilstrækkelighed.
Kom de døde tilbage, formaaede vi da mere?“
125 Nylænde, 15de mai 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
