Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124 Præstegaarden.
Doktorens Besøg havde skræmmet Rebekka.
Hun vogtede nu endnu nøiere paa sig selv og
fordoblede sine Anstrængelser for at synes som
før. Thi Ingen maatte ane, hvad der var skeet:
— at en ung, vildfremmed Mand havde holdt
hende i sine Arme og kysset hende — mange
Gange!
Saa ofte dette stod for hende, blev hun
blussende rød. Hun vaskede sig vel ti Gange om
Dagen; men hun syntes aldrig, at hun blev ren.
Og hvad var det egentlig, som var skeet?
— var det ikke den allerværste Skam? — var
hun nu bedre end saa mange ulykkelige Piger,
hvis Feiltrin hun havde betragtet med Gru og
aldrig havde kunnet begribe. Ak — om hun
kunde spørge nogen! om hun kunde faa læsset
af al den Tvivl og Dunkelhed, som pinte hende;
faa vide klart, hvad hun havde gjort; om hun
endnu havde Ret til at se sin Fader 1 Øinene,
— eller om hun var den største Synderinde.
Faderen spurgte hende saa ofte, om hun
ikke kunde betro ham, hvad der trykkede hende;
thi han følte, at noget var skjult mellem dem.
Men naar hun saa ind i hans klare Øine — i
det rene, lyse Ansigt, saa var det umuligt —
ganske umuligt at nærme sig det forfærdelige,
urene Punkt, — og hun bare græd. Undertiden
tænkte hun paa den gode Fru Hartwigs bløde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
