Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
Pavemagt: det Absolute 132
Kanter. Siden da har de kun tjent som stedlige Udtryk
for nedarvet, hensigtsmæssig Ordning.
Naar da Ignatius Loyolas Lære om Pavekirken som
det Absolute tages frem og ses i Nutids Belysning, saa
virker den som et falmet historisk Stykke. Man kan
nære Beundring for den Kraft, som her i sin Tid er
bleven sat ind for at genoprejse og værge den sunkne
Pavemagt. Man kan se paa enkelte af de Ledende som
lysende Eksempler paa Selvbeherskelse og
Selvhengivelse. Men fuldt ud dele deres Opfattelse kan ingen
nutildags, der aandeligt er naaet til Skelsaar og Alder.
Ingen vil længer antage, at Guds Vilje er i en usynlig
Ledning lagt ned til Rom, hvor den sprudler kun
gennem Pavernes Mundstykke. Og enhver med sundt
Omdømme trækker uvilkaarligt paa Smilebaandet, naar han
dernæst hører, at denne Guds Vilje fra Evighed til
Evighed har til Maal — at fremme Pavens
Verdensherredømme. Man mærker Hensigten. Denne Hensigt
helliger ikke mange Midler. Ved Siden heraf
forekommer det som en langt mindre Mangel, at „Jesu
Selskab" kun har Brug for den halve Menneskehed, for
Mænd, men ingen rigtig Plads for Kvinder. Jesuiterne
deler da nutildags Skæbne med Janitscharerne. Man kan
beundre begge som et engang tappert Korps. Men
deres Tro paa, at Gud agter at underlægge hele
Verden, det være sig nu enten Paven eller Sultanen, virker
ikke nutildags saa blindt betagende som tidligere.
Jesuiternes historiske Hovedbetydning knytter sig til
det hundredaarige Tidsrum fra Ordenens Stiftelse 1540
til Trediveaarskrigens Ophør 1648. Efter den Tid er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
