2 skrevne og trykte, Frihed til at slutte sig sammen og mødes med Ligesindede i ethvert lovligt Øjemed. — Hvad det nationale Liv angaar, da er Følelsen af vor Folke-Ejendommeligheds Væsen og Værd mere og mere trængt ud iblandt og ned igjennem Folket. Saa langt vort Modersmaal rækker, have vi lært for Alvor at agte og elske det, lært at kæmpe for dets Bevarelse og Opretholdelse. Vi have tilegnet os saa megen Aarvaagenhed, at vi i alt Fald ikke sovende skulle bestjæles for vort Folks lovlige Eje. Vi vide, hvor vort Eget ender, og hvor de Fremmedes begynder, hvad der nationalt hører sammen med os, og hvad der er imod os. Visselig har Nutiden ogsaa sine store Brøst. Vi ere ikke blinde for, hvor tit Friheden og den politiske Valgret misbruges, hvor tit Ligheden søges drevet ud i sit eget Vrængebillede. Vi have heller ikke glemt, at ikke blot Landet, men ogsaa Folket er hugget i sønder, og den Del af dette sidste, for hvem vor Nationalitets Værd er gaaet dybest og inderligst op, er given hen i Fjendevold. Men vi tør dog nok sige, at Friheden har skabt Liv, og saalænge der er Liv, er der ogsaa Haab. Dengang — for nogle og fyrretyve Aar siden — var der derimod paa det politiske og folkelige Omraade saa lidt af Liv at spore, saa meget, om just ikke af Død, saa dog af Søvn. Den kongelige Enevælde, der i over 150 Aar havde tynget paa Folket, stod endnu usvækket i hele sin Fylde. Hvor velvillig og godmodig den gamle Frederik VI end var som Menneske, vaagede han dog iversyg over sin kongelige Almagt, og om han end maaske til en vis Grad følte og indrømmede, at Alt skulde ske for Folket, taalte han dog ikke, at Noget skete ved Folket. Dette var udelukket endog fra den blotte Kundskab om det, der mest angik dets Ve og Vel; thi den hele Statsforvaltning var indhyllet i et saadant Slør af Hemmelighedsfuldhed, at Folket end ikke vidste, hvortil de Skatter, det betalte, bleve brugte. Havde Enevælden end efterhaanden gjort ikke Lidet for at udjævne Kloften mellem de forskjellige