1 egen Meddelelse derom (Plakat af 18de Oktober 1805). Dernæst bestemtes det, at Ingen maatte udgive noget Blad, hvori der meddeltes politiske Nyheder og Efterretninger fra Udlandet, med mindre han havde kongelig Bevilling derpaa, og i denne betingedes det, at Bladet fuldstændig skulde være undergivet Politiets Censur (Plakat af 2den Oktober 1810). Endelig sattes Kronen paa Værket ved det Paabud, at intet Skrift, der ikke var over 24 Ark stort, maatte udgives, førend det var gjennemset af Politiet, der, naar det fandt Noget at udsætte paa Indholdet, havde at lægge Skriftet under Beslag, indtil Regeringen havde afgjort, om det maatte frigives, eller Forfatteren skulde sættes under Tiltale derfor (Plakat af 13de Maj 1814). Efter disse Antydninger kan Enhyver sige sig selv, under hvilke Kaar den var stillet, der skulde have udtalt sig offenlig om politiske Gjenstande. Men om disse tav man: hvor Mangt og Meget der end blev skrevet, saa skreves der dog fast Intet om Statens og Folkets højeste og dyrebareste Anliggender. Dette laa nu visselig ikke deri, at der i Folket selv var ubetinget Tilfredshed med det Bestaaende. En lang Række af Ulykker havde jo allerede den svundne Del af Aarhundredet væltet ind over Fædrelandet. Kjøbenhavns Bombardement og Flaadens Tab, Norges Løosrivelse fra Danmark, Ødelæggelsen af Pengevæsenet og den derefter paafølgende Række af Aaringer, da Kornpriserne faldt i den Grad, at den hele Landbefolkning saa at sige bragtes til Tiggerstaven, saa Mangfoldige maatte gaa fra Hus og Gaard og et stort Antal Ejendomme sælges, fordi de ikke kunde udrede Skatterne — Alt dette var vel istand til at sprede en dyb Misstemning over Folket. Men der var noget underlig Dødt i denne Misstemning, den æggede ikke, den slappede kun, den var uklar baade med Hensyn til Aarsag og til Maal. Den dannede Del af Befolkningen søgte at glemme Tidens Tryk ved udelukkende at kaste sin Interesse over paa Literatur og Kunst, der netop dengang stode paa et saa højt Trin herhjemme. Den gik helt op i en, stundom