6 Tale og Sang overbød man hinanden i Opfindelsen af Tilnavne som Frederik Ejegod, Marie Danebod o. s. fr., og Haand i Haand med denne Forgudelse af Kongehuset gik Hymner om Danmarks Lidenhed og Fredelighed, som om Lidenheden var Andet end en Svaghed og Fredeligheden Andet end en Drøm. Med sand Nationalfølelse stod det sig ogsaa kun smaat. Her i Kongeriget førte man vel tidlig og silde „Dannerriget“ og „Dannerfolket“ paa Læberne; men man leflede dog med alt Fremmed, og man var grundig uvidende om sit Folks og sit Modersmaals Udstrækning. Det var ej alene Menigmand, for hvem Sønderjylland stod som et halvt ubekjendt Noget, der gik under Navnet „dansk Holsten“, det var ej alene Menigmand, der ikke vidste, at Sønderjylland ogsaa i sproglig Henseende var et væsenlig dansk Land. Nej Enhver, der kunde bryde, om end nøok saa lidt, paa det Tydske, troede, at han nødvendigvis maatte begynde at tydskes, saasnart han havde overskredet Kongeaaen. Og i Sønderjylland selv — hvor sørgelig saa det dog ikke ud der? Trods al den Vold og alle de Rænker, der Aarhundreder igjennem fra tydsk Side vare anvendte for at faa den hele Befolkning i hint Landskab omskabt til Tydskere, var Folkesproget vel endnu dansk næsten lige ned til Sli og Dannevirke og derfra til Husum. Men desuagtet blev hele Sønderjylland regeret paa Tydsk: fra Ejderen til Kongeaaen var Rets- og Øvrighedssproget tydsk, og kun en Tredjedel af Befolkningen havde Dansk til Kirke- og Skolesprog. Og at Modersmaalet saaledes tilsidesattes og traadtes i Støvet i den danske Konges Navn, deri fandt de dansktalende Sønderjyder sig uden Knurren som i Noget, der ikke kunde være anderledes. Dernede bar man de unaturlige Forholds Kors i døsig Stilhed, herovre troede man, at Alt var i den skjonneste Orden. Endnu mindre var der Nogen, være sig paa denne eller hin Side af Kongeaaen, som ret havde jet aabent for, at der fra Syd kunde true Statens Enhed og Sammenhold nogen Fare, eller at det kunde være betænkeligt for Danmark at staa