19 indføres til en selvstændigere Medvirkning i Bestyrelsen af dets egne Anliggender“. Det anføres i saa Henseende, at „den danske Nations Kjerne bestaar af en oplyst og agtværdig Middelstand, som i sig har optaget alle de højere Stænder og derved arvet disses aandige og politiske Fortrin, og som dagligen rekruterer sig af de lavere Klasser, hvilke den derved aabner Adgang til den adelige Lighed, under hvis Skjold den selv har vundet og hævdet en høj Grad af Værd og Velfærd“, samt at „denne bedre Del af Nationen ved sine naturlige Anlæg og sin aandige og sædelige Dannelse indtager en meget hæderlig Plads i Civilisationens Rækker.“ Men med al Anerkjendelse heraf er Forfatteren dog ikke ganske uden Frygt for, hvorledes det vilde gaa den Spire, der var nedlagt i Stænder-Anordningen. „Det er nemlig unægteligt“ — siger han — „at der hos os findes en forunderlig Mangel paa den befrugtende Varme, den fyrige Begejstring, som ene formaar at føde store Tanker og stor Kraft, og som ved udvortes Begivenheder vel stundom vaktes til en øjeblikkelig Tilværelse, men ingenlunde præger hele vor Historie — en Mangel paa levende kraftig Interesse for vore egne dyrebareste Anliggender, som vi ikke kunne betragte som et lykkeligt Varsel’. Denne „Lunkenhed og Ligegyldighed for det, der dybest griber ind i vor Statstilværelse“, gjenfinder han endog „i vor Tid, om hvilken det er blevet til et staaende Mundheld, at dens Retning er politisk. Hvad han savner, „er aldeles uafhængigt af enhver Regeringsform, er nemlig den store Regulator i enhver Statsmaskine, den offenlige Mening, udtalt igjennem og atter uddannet ved Pressen. Selv den mest fuldkomne Repræsentation er jo intet Andet end det Brændpunkt, hvori den offenlige Mening ligefrem personliggjøres for med retlig Virkning at udtale Nationens Vilje“. „Men i den offenlige Menings Natur ligger det at tænke højt; er den stum, da varsler det enten Storm eller Vindstille, begge lige farlige for Statsskibets heldige Fart. Forfatteren har derfor heller ikke ventet nogen ret alvorlig Indsigelse imod en Paastand, som vor Tid næsten har hævet til en Grundsætnings 9*