26 landsk Partis Tilbøjelighed til Overgreb paa Danmarks Bekostning. Foruden med de her berørte Artikler syslede Lehmann endnu i Aaret 1832 med et noget større politisk Arbejde. H. C. Ørsted, der kom i Huset hos Lehmanns Forældre og havde megen Interesse for den begavede unge Mand, havde opfordret ham til at skrive en Afhandling om Trykkefriheden, der sknlde gaa ud paa at modvirke det uheldige og for denne Frihed skadelige Indtryk, som Datidens Pressemisbrug havde fremkaldt. Lehmann fulgte Opfordringen og agtede at udgive Afhandlingen i Forbindelse med de to ældre Artikler. Han sendte den dog først til Ørsteds Gjennemlæsning; men denne fandt den ikke egnet til Opnaaelsen af det tilsigtede Øjemed og fraraadede i et Brev til Lehmann Udgivelsen. „Skjønsomme Læsere“ — skrev han — „ville sige, det er en ung Forfatter af Aand, der har skrevet dette, men han har gjort sig Arbejdet for let“, og knyttede hertil en faderlig Advarsel til Lehmann om ikke at vise sig som „en altfor varm Ven af Bevægelsespartiet“, da han lettelig derved uden at udrette noget Godt kunde forspilde sin egen og Andres Lykke. Denne Skrivelse besvarede Lehmann et Par Dage efter i et Brev, hvoraf nogle Linier turde fortjene en Plads her. For at betage OØrsted den mulige Tro, at han skulde overvurdere sine egne Arbejder, skrev han: „De vil maaske mindes, med hvilken Ængstelighed, med hvilken Mistillid til mig selv jeg fremkom med den første Artikel, og jeg kan forsikre Dem, at det ikke blot var mig en stor, men selv en uventet Glæde, at den ikke blev forkastet. Og at den anden Anmeldelse er mindre end ubetydelig, føler Ingen stærkere end jeg.“ Formaalet for det Arbejde, der var Brevvexlingens nærmeste Gjenstand, skulde efter hans Forsikring være „at fremstille Trykkefriheden i sin Fornuftnødvendighed som en Fordring af Menneskets moralske Værdighed.“ „Jeg skrev altsaa“ — vedbliver han — ,ikke for Regeringen, som jeg maa overlade det til selv at løse en af sine største og vanskeligste Opgaver, ikke heller for Trykke-