27 frihedens Fjender, til hvis Omvendelse jeg ikke tror mig stærk nok. Men jeg skrev for den langt talrigere Klasse af lunkne eller halve Venner af Pressens Frihed, som jeg haabede at kunne meddele noget af den Varme og Energi, som gløder i mit eget Bryst.“ Med Hensyn til Ørsteds Advarsel erklærede han, at han ikke frygtede for at komme til at ligne de tydske Fremskridtsmænd Heine eller Børne, da han hverken havde deres Aand og Talent eller „deres Mangel paa Religion, paa Moralitet, paa ærlig selvfornægtende Kjærlighed til det Gode og Sande“. Jøvrigt takkede han for, at det var indpræntet ham, „at det nu er Tid, ej til at skrive, men til at læse“. Han fulgte Ørsteds Raad, og Afhandlingen om Trykkefriheden saa saaledes aldrig Lyset; men det turde vel være, at Adskilligt af, hvad den indeholdt, kom frem under den langvarige Kamp, som Lehmann — hvad vi senere skulle erfare — i en noget modnere Alder førte for Pressens Frihed. — Den livblige Deltagelse, Lehmann viste for Alt, hvad der foregik omkring ham, og de mangehaande Interesser, der udfyldte hans Studenteraar, havde i Forbindelse med en heftig Tyfus, der i 1830 længe fængslede ham til Sygelejet, hidtil forhindret ham i at fuldende sin Forberedelse til den juridiske Embedsexamen. Den 15de April 1833 tog han endelig den nævnte Examen med bedste Karakter og saa sig kort efter i Stand til ved en Onkels Gavmildhed at foretage en lille Rejse i Nordtydskland og at tilbringe Vinteren 1833—34 i Berlin. Dette Ophold benyttede han ikke alene til at fortsætte sine videnskabelige Studier og i Almindelighed at udvide sin aandelige Synskreds ved flittig at følge de ved det derværende Universitet ansatte udmærkede Videnskabsmænds Foredrag — blandt hvilke de to store Tænkere Schleiermacher og Savigny særlig fængslede ham — men ogsaa til at skærpe sit politiske Blik ved nøje at sætte sig ind i de preussiske Forhold, hvorom han gav Vidnesbyrd i flere Afhandlinger. Han knyttede ogsaa her flere personlige Forbindelser, der ikke bleve