28 uden Betydning for hans senere Liv. Saaledes levede han en Tid sammen med daværende Kapitain i Artilleriet A. F. Tscherning, som dengang paa Grund af sine frimodige Ytringer i Hjemmet var underkastet et Slags halv Landsforvisning. Mere Paavirkning paa Lehmann end dette Samliv havde dog Bekjendtskabet med den omtrent jævnaldrende Nordmand Professor A. M. Schweigaard, der senere baade som Videnskabsmand og Politiker indtog en saa fremragende Plads i det norske Folks Udvikling. Hans ualmindelige Begavelse og aandige Overlegenhed i Forening med hans ejendommelige sanddru, jævne og dog storslaaede Personlighed drog Lehmann mægtig til sig, og da denne i sit Livs Aften modtog Budskabet om hans Død (den 1ste Februar 1870), skrev han i sit Mindeord om ham: „Skjøndt mit personlige Samliv med Schweigaard har indskrænket sig til en forholdsvis kort Tid, er der blandt mine Jævnaldrende Ingen, som har havt saa megen Indflydelse paa mig som han, og ingen Frastand og ingen Tid har kunnet svække det skjønne Billede, jeg gjemmer af hans Personlighed.“ Fra Berlin hjemkaldtes Lehmann ved Budskabet om, at hans Moder var syg, og i Maj 1834 døde hun. Hun hængte med inderlig Kjærlighed ved sin ældste Søn, og denne Søn gjengjældte hendes Kjærlighed med hele sit varme Hjerte og glemte hende heller aldrig. Uagtet det venlige Forhold mellem Lehmann og hans Fader uanset al Meningsulighed vedblev uforandret — hvad der endnu lagde sig for Dagen, da den gamle Mand nogle og tyve Aar senere paa sin sidste Fødselsdag var samlet med sine Sønner, der alle ligesom den ældste havde vendt deres Hu til Danmark, og ved denne Lejlighed paa Dansk holdt en kjærlig Afskedstale til hver især — var det dog, ligesom der ved Moderens Død indtraadte en Losning i hans Forhold til Hjemmet. Han gik fra nu af sin egen Vej, og denne var ikke den slagne Landevej til en hurtig Befordring i Statstjenesten, der havde været en saa begavet og haabefuld ung Mand som ham sikker nok især med de Til-