30 mænd for den nyfødte Frihedstanke, Overlærer ved Roskilde Kathedralskole Johannes Hage. En anset Videnskabsmand var netop tilstede hos den Sidste, og saasnart Lehmann var ude af Døren, udbrød hin, slaaet af det Præg af aandig Højhed, der hvilede over hans hele Personlighed: „Men hvem var dog den unge Mand?“ „Det var Orla Lehmann“ — lød Hages Svar — „se kun ret paa det Hoved; det er skjønt, og det bliver maaske ikke længe siddende.“ Hvorledes skulde nu en Kamp for Friheden føres, og med hvilke Vaaben? En Folkerepræsentation var lovet, og i 1834 udkom de Anordninger, som nærmere udførte de tre Aar forud givne Grundtræk til samme. I Folkeraadet var imidlertid endnu ikke Lehmanns Plads. Men der var et Felt, hvor der om mulig med endnu større Frugt lod sig arbejde for samme Maal, og hvor der visselig var nok saa stor Trang til sligt Arbejde. Det var det Felt, Lehmann selv i hin Afhandling havde paapeget, Pressen. Det er allerede ovenfor antydet, at man i Aarene før 1830 saa fuldstændig havde undladt at benytte Pressen til Behandling af Anliggender, der vedrørte det egenlige Statsliv, at det næsten saa ud, som man havde glemt eller ikke vidste, at der dog endnu inden visse Grændser retlig var Pressefrihed i Danmark. Dette maatte nu blive anderledes. Den tilkommende Folkerepræsentation vilde efterhaanden miste alt Hold og al Betydning, naar dens Virksomhed ikke støttedes af en periodisk politisk Presse. En Begyndelse var ogsaa allerede gjort. At „Maanedsskrift for Literatur“ dog ikke ganske havde ladet Politiken ligge, fremgaar af det Foregaaende, og dette var endnu mere Tilfældet med „Dansk Ugeskrift“, der i Oktober 1831 paabegyndtes af den ædle og frisindede J. F. Schouw, Professor i Plantelære ved Kjøbenhavns Universitet. Begge vare imidlertid — det sidste i alt Fald endnu i de Aar, hvorom her er Tale — overvejende viede andre Interesser, og en egenlig politisk Presse begyndte først i September 1834 med Ugebladet „Fædrelandet“.